Arbejdstilsynet strammer grebet om byggebranchen

Hvis virksomhederne på en byggeplads bliver ved med at ignorere Arbejdstilsynets påbud, vil de få et intensiveret tilsyn af Arbejdstilsynet.

Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S). Foto: Steen Brogaard.
Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S). Foto: Steen Brogaard.

Arbejdstilsynet strammer nu grebet om de virksomheder i byggebranchen, der gentagne gange tilsidesætter reglerne og udsætter ansatte for alvorlig fare.

Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Fremover kan flere byggepladser blive underlagt et såkaldt intensiveret tilsyn, og i yderste konsekvens kan arbejdet blive standset helt.

Siden den 1. januar 2026 har Arbejdstilsynet haft mulighed for at udstede påbud om entreprenørstop på byggepladser, der er under intensiveret tilsyn, hvis farlige forhold ikke bliver bragt i orden. Med de nye ændringer bliver det lettere at iværksætte denne skærpede kontrol.

– Der er virksomheder på byggepladser, der trods utallige påbud om at stoppe farligt arbejde alligevel fortsætter byggeriet, som om intet var hændt, udtaler beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S).

– Det er ikke den måde, vores arbejdsmarked skal fungere på. Derfor skruer vi op for tilsynet på de byggepladser, der ikke tager påbud fra Arbejdstilsynet alvorligt og ser stort på de ansattes sikkerhed.

Efter de nuværende regler kan en byggeplads komme under intensiveret tilsyn, hvis Arbejdstilsynet ved de seneste to besøg inden for to måneder har givet mindst fem til ti strakspåbud om betydelig fare til mindst to virksomheder på pladsen.

Fra 1. april 2026 bliver perioden udvidet til tre måneder, og kravet om, at påbuddene skal være givet ved de seneste to tilsynsbesøg, fjernes. Det betyder, at flere byggepladser forventes at blive omfattet af den skærpede kontrol.

Et entreprenørstop indebærer, at hovedentreprenøren skal standse både eget arbejde og alle underentreprenørers arbejde, indtil problemerne er løst. Hvis påbuddet ikke bliver fulgt, kan det udløse en bøde på 100.000 kroner.

Tilmeld Nyhedsbrev