
Arkil-koncernen leverer sit bedste resultat nogensinde i 2025 efter et år præget af stabil drift og fokus på at konsolidere forretningen.
Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse.
Koncernen omsatte for 4,9 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 4,2 procent i forhold til året før.
Resultatet af den primære drift endte på 296 millioner kroner, mens resultatet før skat nåede op på 280 millioner kroner.
Det er det højeste niveau i koncernens 85-årige historie, og overskudsgraden landede på 6 procent.
– Efter et 2024 med vækst har vi i 2025 haft fokus på at konsolidere forretningen og sikre en stabil og robust drift. Det er lykkedes, og resultatet afspejler en organisation med dygtige medarbejdere, høj faglighed samt fokus på sikkerhed, risikostyring og samarbejde på tværs af koncernen, udtaler koncerndirektør Jens Skjøt-Arkil.
Året har været kendetegnet ved høj aktivitet, gode vejrforhold og en stabil efterspørgsel. Samtidig har tæt samarbejde med bygherrer og andre samarbejdspartnere bidraget til en effektiv gennemførelse af projekterne.
Antallet af medarbejdere har været stabilt på omkring 2.300 ansatte.
Ledelsen vurderer, at koncernen står på et solidt økonomisk fundament, selv om ordrebeholdningen er lidt lavere end året før. Arkil er fortsat aktiv inden for blandt andet infrastruktur, energi, klima- og miljøprojekter samt råstofudvinding og ser også muligheder inden for sikkerhed og forsvar.
For 2026 forventer koncernen en omsætning på mellem 4,5-5 milliarder kroner og en overskudsgrad på mellem 3 og 5 procent.
Årsrapporten for Arkil-koncernens danske datterselskab, Arkil A/S, offentliggøres i uge 15.
Arkil: Resultatopgørelse og balance
| Millioner kroner | 2025 | 2024 |
Resultatopgørelse |
||
Omsætning |
4.915,2 |
4.718,2 |
Resultat af primær drift |
295,7 |
259,4 |
Resultat før skat |
279,9 |
234,6 |
Årets resultat |
211,8 |
176,8 |
Balance |
||
Aktiver i alt |
2.447,1 |
2.573,2 |
Egenkapital |
967,9 |
770,1 |
Gennemsnitligt antal ansatte |
2.282,0 |
2.299,0 |






















