
Den 1. maj tiltræder Malene Munch som planchef i Varde Kommune. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
– På planområdet ser vi ind i en fremtid med turismeudvikling, udvidelse af Forsvaret, lokal udvikling og andre store projekter, udtaler Hans Peter Due, direktør for Plan og Teknik i Varde Kommune.
– Derfor glæder det mig, at vi har kunne tiltrække en kapacitet som Malene Munch. Med Malene får vi en planchef, der har et stærkt strategisk blik for bosætning, klima og erhvervsudvikling, og som samtidig kommer med stor erfaring på planområdet og massiv ledelseserfaring.
Malene er uddannet arkitekt, og kommer med mange års erfaring fra både det offentlige og private. Hun har tidligere været chef for byudvikling i Hjørring Kommune, uddannelsesleder på Via University College og afdelingsleder for Byudvikling og Landskab ved Rambøll.






















