Arkitekt: Nye klimakrav skærper behovet for specialiseret rådgivning om materialer

De nye klimakrav, der skærper kravene til byggeriets CO2-aftryk, gør materialevalget til en afgørende faktor.

Siden 1. juli 2025 har nye og skærpede klimakrav ændret spillefeltet for byggebranchen i Danmark.

De nye krav har skærpet grænserne for bygningers CO2-udledning gennem hele deres levetid, hvilket gør valget af materialer til en afgørende faktor for at opfylde de nye regler.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Derbigum Danmark, som blandt andet samarbejder med Albjerg Ehlers Arkitekt og Rådgivning.

Ifølge arkitekt Ebbe Albjerg Kristiansen, indehaver af Albjerg Ehlers Arkitekt og Rådgivning, er specialiseret rådgivning og tæt samarbejde med leverandører af byggematerialer afgørende for at sikre, at både lovgivning og mål for bæredygtighed overholdes.

De nye klimakrav, som trådte i kraft i sommeren 2025, sænker markant grænsen for bygningers samlede klimaaftryk, målt i CO2-ækvivalenter.

Det betyder, at alt fra gulve til tage nu skal vurderes nøje for at sikre, at bygningens samlede klimaregnskab holder sig inden for de tilladte grænser. For at navigere i dette komplekse landskab understreger Ebbe Albjerg Kristiansen behovet for dybdegående viden om materialer og deres miljøpåvirkning.

– Reglementer er ikke tilstrækkelige i sig selv. Der er behov specialiseret viden for at implementere kravene – og her spiller indgående produktkendskab en nøglerolle. Hvis vi ikke inddrager leverandørerne som centrale videnspartnere, bliver det svært at lykkes, udtaler Ebbe Albjerg Kristiansen.

Hos Albjerg Ehlers Arkitekt og Rådgivning har man allerede taget højde for de nye krav i et halvt års tid. Virksomheden har tilpasset sine boligkoncepter med fokus på livscyklusvurderinger, biofaktor og Svanemærkningens fjerde generation.

Ebbe Albjerg Kristiansen arbejder dagligt med at rådgive bygherrer og entreprenører, men han fremhæver også, hvor vigtig den viden er, som han selv modtager fra leverandører af byggematerialer. Tætte partnerskaber mellem arkitekter, rådgivere og leverandører er ifølge ham nøglen til at skabe byggeri, der både overholder lovgivningen og lever op til ambitiøse mål for bæredygtighed.

Et eksempel på et sådant samarbejde er Albjerg Ehlers’ mangeårige partnerskab med Derbigum Danmark, som leverer cirkulære tagpapløsninger.

– Vi havde for eksempel viden om, at deres tagpap har en dokumenteret lang levetid og en stærk miljøprofil og valgte dem af den grund blandt andet til en skolerenovering. Det er den slags løbende dialog med leverandører, der skaber reel værdi – både i forhold til bæredygtighed og i at løfte den samlede projektkvalitet, afslutter Ebbe Albjerg Kristiansen.

De nye klimakrav markerer en omfattende omstilling af byggebranchen, hvor hvert eneste materialevalg spiller en rolle i at reducere klimaaftrykket. Denne udvikling understreger, at leverandører ikke blot er leverandører af materialer, men også vigtige partnere, hvis ekspertise kan gøre en afgørende forskel for fremtidens bæredygtige byggeri.

Tilmeld Nyhedsbrev