Arkitekten bag den oprindelige plan for Aarhus Ø, Knud Fladeland Nielsen, retter i Århus Stiftstidende skarp kritik mod kommunens nye udviklingsplan for Pier 3, som byrådet skal tage endelig stilling til den 8. oktober.
Knud Fladeland Nielsen mener, at planen bryder med de løfter, borgerne tidligere har fået, og at Aarhus Kommune risikerer at miste sin troværdighed.
Den nye plan ændrer ifølge arkitekten væsentligt på de oprindelige idéer fra helhedsplanen, som byrådet vedtog i 2003.
Hvor området oprindeligt skulle have været en kanalby med brede kanaler, højhuse og en rummelig boulevard, lægger den nye plan i stedet op til et tættere gadekvarter med karrébebyggelse og en smallere kanal. Samtidig foreslås en handelsgade, der ifølge kritikere vil indsnævre boulevarden og forringe udsigten mod Domkirken og midtbyen.
Helhedsplanen for Aarhus Ø blev i sin tid udarbejdet af Knud Fladeland Nielsen sammen med byens daværende ledelse, herunder borgmester Nicolai Wammen og stadsarkitekt Ole Østergaard.
Planen skulle sikre en sammenhængende havneby, hvor vandet spillede en central rolle. Den idé mener arkitekten nu er ved at gå tabt.
– Kanalerne er både et arkitektonisk greb og en måde at begrænse byggeretten på. De vil skabe et rekreativt træk både for dem, der bor der og for gæster. En kanalby er en berigelse, fordi man kan gå langs kanalerne. Og det gør lejlighederne attraktive, bare spørg en ejendomsmægler, siger Knud Fladeland Nielsen til Århus Stiftstidende.

Udviklingsplanen har været i fire ugers offentlig høring, og 1.149 borgere, foreninger og organisationer har indsendt høringssvar til den nye udviklingsplan, og langt de fleste er kritiske.
Kritikken handler især om ønsket om mere grønt, mindre tæt byggeri og bevarelse af de planlagte kanaler.
Hos Aarhus Kommune forklarer bystrategisk chef Bente Lykke Sørensen, at planen er gentænkt for at skabe en mere sammenhængende bystruktur og for at reducere klimaaftrykket fra kanalerne. Hun afviser dog, at sigtelinjen mod Domkirken forsvinder, og understreger, at handelsgaden skal skabe mere liv langs boulevarden.
Knud Fladeland Nielsen mener derimod, at ændringerne vil ødelægge helheden i Aarhus Ø.
– Jeg synes, man snyder borgerne, siger Knud Fladeland Nielsen til Århus Stiftstidende.
Udviklingsplanen skitserer 158.000 kvadratmeter bebyggelse i form af 128.000 kvadratmeter boliger og 30.000 kvadratmeter erhverv. Dertil kommer 4.000 kvadratmeter eksisterende bebyggelse, der skal omdannes. Det skal opføres som karrébebyggelse i seks-syv etager.
AP Pension skal sammen med Bricks og Voluntās samt Anders Holch Povlsens Heartland og Kilden & Hindby udvikle området. De har i den forbindelse allieret sig med arkitekter og ingeniører fra Sleth, Cobe, BRIQ, Niras og Artelia.























