
To markante stemmer i arkitekturen, Jan Gehl og Tom Nielsen, mødes den 22. og 23. april i Aarhus til en debat om fremtidens byudvikling.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Building Green, som står bag konferencen BG:VEST, der samler aktører fra hele byggeriets værdikæde i Aarhus Congress Center.
Debatten tager udgangspunkt i to forskellige tilgange til byens udvikling. Jan Gehl har gennem flere årtier arbejdet med at skabe byer, der fremmer livskvalitet og menneskelige relationer. Tom Nielsen repræsenterer en nyere tilgang, hvor hensynet til klodens begrænsede ressourcer og økosystemer er i centrum.
Ifølge Tom Nielsen er det ikke længere tilstrækkeligt at videreudvikle den eksisterende bymodel. Han peger på, at byudvikling må gentænkes grundlæggende i lyset af klimakrise og ressourceknaphed.
– Det er ikke en modsætning. De byer, Jan taler om, skal blive ved med at være der. De skal styrkes, ikke rives ned, understreger Tom Nielsen.

Jan Gehl fastholder, at byer fortsat skal understøtte menneskers behov for fællesskab og liv mellem husene, men anerkender samtidig, at nye bæredygtighedsdagsordener udfordrer den klassiske tilgang.
– Tom har fat i nogle af de nyeste tanker om økologi og ressourceforbrug og bæredygtighed, som jeg ikke har arbejdet så meget med. Det bliver spændende at se, hvor vi er på vej hen – hver for sig og sammen, udtaler Jan Gehl.
Begge arkitekter ser ikke deres perspektiver som modsætninger, men som forskellige vinkler på samme udfordring. Diskussionen kredser derfor om, hvordan byer kan udvikles, så de både styrker menneskers trivsel og respekterer planetens grænser.
Samtalen sætter fokus på de centrale dilemmaer i moderne byudvikling, hvor arkitekter og planlæggere skal balancere hensynet til sociale fællesskaber med krav om lavere ressourceforbrug og mindre klimabelastning. Debatten modereres af Anne-Mette Hjøllund fra Bark Rådgivning.























