Arkitekter peger på sig selv, når det kommer til at fremme bæredygtigt byggeri

En ny undersøgelse fra Nordic Architect Panel viser, at et flertal blandt mere end 400 nordiske arkitekter betragter sig selv som det grønneste led i byggebranchen. Arkitekterne understreger i samme ombæring vigtigheden af, at værktøjer til CO2-regnskab og LCA gøres lovpligtige, som led i at sætte skub i mere bæredygtigt byggeri. Præcis som tilfældet blev det med nye klimakrav per 1. januar 2023.

Fokus på bæredygtige løsninger er efterhånden blevet fast inventar i alle grene af byggebranchen. Nu peger en ny undersøgelse på, at det især er hos arkitekterne, at de bæredygtige løsninger skal findes – i hvert fald ifølge dem selv.

Nordic Architect Panels undersøgelse viser nemlig, at et flertal (56 procent) af mere end 400 respondenter fra arkitektbranchen i de nordiske lande peger på arkitekterne som den del af byggebranchens forsyningskæde med mest fokus på bæredygtighed. I Danmark alene peger 65 procent af respondenterne på arkitekterne. 72 procent af alle respondenter antyder desuden, at de ofte eller altid vælger byggematerialer ud fra bæredygtighedsparametre – også selvom det ikke nødvendigvis er et krav i projekterne.

Det er Swisspearl – tidligere Cembrit – som står bag Nordic Architect Panel og her fremhæver markedsdirektør Karsten Østergaard Larsen, at det ikke er så overraskende, at arkitekterne peger på sig selv, eftersom de ofte er med til at sætte de første penselstrøg i byggeprocessen:

– Det kommer måske ikke som den store overraskelse, at arkitekterne udnævner sig selv, som dem i branchen med mest fokus på grønne løsninger. Og der er nok noget om snakken, siger Karsten Østergaard Larsen.

– Som ét af de første og vigtigste led i værdikæden har arkitekterne selvfølgelig en væsentlig andel i indførelsen af mere grønne materialer i byggeprocessen. Spørgsmålet er så, om arkitekterne formår at skubbe resten af værdikæden i samme retning.

Aktuel markedssituation kan påvirke prioriteringen af bæredygtighed

Arkitekter peger på sig selv, når det kommer til at fremme bæredygtigt byggeri. Foto: PR.
Arkitekter peger på sig selv, når det kommer til at fremme bæredygtigt byggeri. Foto: PR.

Som den aktuelle markedssituation har udviklet sig, har byggebranchen gennem længere tid skulle forholde sig til en lang række udfordringer som mangel på arbejdskraft, stigende materiale- og ressourcepriser samt en generel nedgang i aktivitetsniveauet.

Alligevel tyder det ikke på, at fokusset på grønne løsninger i byggebranchen er blevet sat på pause. Per 1. januar 2023 trådte nye klimakrav i kraft, der gør det lovpligtigt at redegøre for CO2-regnskab for nybyggeri på 1.000 kvadratmeter.

Den udvikling understøttes også af undersøgelsens resultater, hvor 61 procent er enige i, at værktøjer til CO2-regnskab og LCA-analyse skal være lovpligtige, som led i at sætte yderligere skub på de bæredygtige løsninger.

– Med den aktuelle markedssituation in mente kunne det være nærliggende at tro, at det langsigtede fokus vil drukne i udfordringerne her og nu. Det er dog ikke tilfældet. Tværtimod er prioriteringen af bæredygtighed ikke blevet mindre hos arkitekterne, der i længere tid har været klar til at tage skridtet videre ved at gøre værktøjer som LCA’er lovpligtige, lyder vurderingen fra Karsten Østergaard Larsen.

– Bæredygtighed skal i høj grad ses som en rammebetingelse for den måde vi designer, udfører og stiller krav til byggeri. I den forbindelse er det naturligvis oplagt med lovpligtige krav, der kan være med til at fastsætte, hvad bæredygtigt og kvalitetsfyldt byggeri egentlig er.

Nordic Architect Panels seneste undersøgelse er udgjort af 418 besvarelser fra arkitekter og rådgivere i Danmark, Norge, Sverige og Finland.

Om undersøgelsen

Den aktuelle undersøgelse er foretaget af Nordic Architect Panel gennem en spørgeskemaundersøgelse, hvor 418 respondenter fra Danmark, Norge, Sverige og Finland har deltaget. Respondenterne fordeler sig på arkitekter (71 procent), bygningskonstruktører (7 procent) og andet (21 procent).

Nordic Architect Panel er en halvårlig spørgeundersøgelse blandt arkitekter og rådgivere i de fire nordiske lande, Danmark, Finland, Norge og Sverige. Formålet med panelet er at samle førende fagpersoners viden og erfaringer inden for forskellige grene af branchen og synliggøre arkitekternes betydning.

Spørgeundersøgelsen fokuserer på aktuelle temaer inden for branchen, trends og tendenser, inspiration, konjunkturer samt aktuelle udfordringer inden for branchen.

Panelet består af både faste medlemmer og vekslende deltagere og tæller arkitekter og rådgivere på tværs af Norden. Nordic Architect Panel er et nonkommercielt tiltag varetaget af uvildige konsulenter.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling