Direktør i Link Arkitektur Danmark, Kristina Jordt Adsersen. Foto: PR.
Direktør i Link Arkitektur Danmark, Kristina Jordt Adsersen. Foto: PR.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Link Arkitektur i Danmark kom ud af 2023 med et underskud. Det oplyser arkitektvirksomheden i en pressemeddelelse.

Driftsresultatet lyder i 2023 på -9 millioner kroner mod -1,3 millioner kroner året før. Resultatet før skat lander i 2023 på -9,6 millioner kroner mod et minus på 1,5 millioner kroner i 2022.

Endeligt lander underskuddet efter skat i 2023 på 7,6 millioner kroner mod et minus på knap 1,5 millioner kroner i 2022.

Resultatet skyldes især brancheudfordringen med mange udskudte projekter samt store investeringer i et nyt hovedsæde i Aarhus og nye digitale kompetencer i underafdelingen Link IO, der beskæftiger sig med datadreven design og udnyttelsen af AI i arkitektur, oplyser tegnestuen.

– Årets resultat er naturligvis utilfredsstillende. Vi har i 2023 vundet flere store opgaver både inden for boliger og renovering samt inden for Life Science og hospitaler. Desværre er en del af disse projekter blevet udskudt eller nedlagt på grund af udfordringer i markedet, samt ikke mindst langsommelig myndighedsbehandling, hvilket i flere tilfælde har fået investorer til at springe fra. Især det sidste er meget frustrerende – ikke bare for os, men for hele branchen, udtaler direktør i Link Arkitektur Danmark, Kristina Jordt Adsersen.

Bruttofortjenesten lød i 2023 på 42 millioner kroner mod 55 millioner kroner i 2022. Soliditetsgraden er i 2023 opgjort til 17,6 procent mod 16,9 året før.

I 2024 forventer Link Arkitektur ifølge ledelsesberetningen en “væsentlig forbedring” af resultatet, fordi der “over det seneste halve år været en betydelig tilgang af nye opgaver.”

Link Arkitektur er blandt de fem største arkitekturvirksomheder i Skandinavien, og koncernen har samlet set leveret gode resultater i det forgangne år, oplyses det pressemeddelelsen.

Koncernen har 500 medarbejdere fordelt på 15 kontorer i Skandinavien og beskæftiger sig med alt fra omfattende byudviklingsprojekter til indretning og design. I Danmark har arkitektvirksomheden godt 70 ansatte.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling