Pluskontoret Arkitekter udvider partnerkredsen med arkitekt Christina Loft Fabricius og bygningskonstruktør Janne Ohrt Jensen.
Efter mere end 20 år på posten overdrager stiftende partner Mette Stavad samtidig rollen som administrerende direktør til Janne Ohrt Jensen.
Mette Stavad fortsætter som partner i Pluskontoret med nye ansvarsområder og projektfokus.
Læs også: Rådgiver fundet til ny skole i Foldby-Norring
Det oplyser arkitektfirmaet i en pressemeddelelse.
– Med en bredt sammensat ejerkreds fastholder vi en faglig funderet ledelse, som samtidig styrker vores fokus på den nærværende og skræddersyede arkitektfaglige rådgivning – noget af det vigtigste i fastholdelsen af gode samarbejdsrelationer og gode projekter med langtidsholdbar, bæredygtig arkitektur, udtaler afgående administrerende direktør Mette Stavad.
Janne Ohrt Jensen hentes til Pluskontoret fra Afry, hvor hun har været gruppeleder for bygherrerådgivningen. Udover titlen som administrerende direktør, vil Janne også fremover varetage rollen som partneransvarlig for bygherrerådgivning.
– Jeg glæder mig til at blive en del af tegnestuen, og sammen med partnerkredsen videreudvikle Pluskontorets forretningsstrategi, med fastholdelse af de gode værdier virksomheden bygger på, udtaler ny administrerende direktør Janne Ohrt Jensen.
– Vi vil fortsat fokusere på de samfundsmæssige forandringer, der præger arkitektur, vores klima og sociale relationer, gennem kvalitetsfyldte projekter og med skarpt blik for troværdige processer, bygbarhed og totaløkonomi.
Læs også: Totalentreprenør til projekt med over 90 boliger i Odense er fundet
Christina Loft Fabricius er mangeårig medarbejder hos Pluskontoret og har gennem en årrække blandt andet varetaget rollen som fagleder for bæredygtighed på tegnestuen. Hun vil fremadrettet være partneransvarlig for bæredygtighed og for Erhvervs- & Kulturprojekter.
Både Christina Loft Fabricius og Janne Ohrt Jensen tiltrådte deres nye stillinger den 1. februar 2025.
Pluskontoret ejes fremadrettet ligeligt af Mette Stavad, Bent Madsen, Britta Hjuler, Peter Anker Møller, Kasper Møller, Christina Loft Fabricius og Janne Ohrt Jensen.