Arkitektfirma: Selv det perfekte bygningsdesign er ikke nok

Mennesker, adfærd og relationer skal i langt højere grad tænkes ind i arbejdet med byggeri og arkitektur, lyder det fra dansk arkitektfirma.

Hvis vi i højere grad vil lykkes med at skabe positiv effekt og værdi for bygherrer og brugere, skal vi i langt højere grad også arbejde med mennesker, adfærd og relationer, når vi arbejder med byggeri og arkitektur.

Sådan lyder konklusionen på et nyligt afsluttet forskningsprojekt med fokus på social værdiskabelse i byggeriet.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Aart Architects, som står bag forskningsprojektet.

Læs også: Ny visionsplan skal skabe mere byliv på Aarhus Ø

– I forskningsprojektet har vi identificeret en logik i dansk byggeri, som næsten alle projekter udvikles ud fra i dag – den er lineær og ofte kortsigtet. Og når byggeprojektet er afleveret, er alle hurtigt videre til det næste projekt. Den projektlogik er udfordrende, når vi ønsker at skabe social værdi med byggeriet. Vi bør derfor introducere nye metoder og tilgange for i højere grad at lykkes med at skabe en positiv effekt og værdi gennem det byggede miljø, fortæller Johanne Mose Entwistle, partner, antropolog og effektchef i Aart.

Hun har været ansvarlig for erhvervs-ph.d.-projektet fra Aarts side. Det er ph.d. og antropolog Mia Kruse Rasmussen, som har lavet forskningsprojektet for Aart i samarbejde med Institut for Byggeri og Bygningsdesign – Building Science ved Aarhus Universitet og BUILD ved Aalborg Universitet.

Visionen var god – værdiskabelsen udeblev

Forskningsprojektet har gennem feltarbejde undersøgt, hvorfor der ofte opstår en uoverensstemmelse mellem visionen for byggeriet – og realiteten, når byggeriet er færdigt og i brug.

– I byggeriet opstår værdiskabelsen, når mennesker møder bygning – i den ”relation”, som opstår i sammenspillet mellem de to. I dag er der et manglende fokus på byggeriet i brug og bygningen som ”et levet sted”, der kræver løbende arbejde at få til at fungere. Ofte betyder det, at den ønskede forandring ikke forankres tilstrækkeligt – hverken i projektudviklingen, eller når byggeriet er færdigt og i brug, fortæller Mia Kruse Rasmussen, som understreger, at det netop er her den centrale udfordring ligger.

Læs også: Projektleder skal arbejde med byliv i Nordhavns kommende etaper

– Vi igangsætter ofte et projekt med en vision om at skabe en positiv forandring. Men vi tror forfejlet, at bygningerne skaber den forandring af sig selv. Derfor glemmer vi at prioritere det vigtige arbejde med at forankre den ønskede forandring hos brugerne. Det betyder, at værdiskabelsen ofte udebliver – vi fik ikke automatisk en aktivitetsbaseret arbejdsplads i det nye domicil, undervisningen blev ikke automatisk projektbaseret på den nye skole eller nabofællesskabet i bydelen opstod ikke af sig selv, selvom vi byggede et fælleshus.

Ifølge Aart er det på tide, at vi tager et opgør med den praksis, og begynder at arbejde mere bevidst og systematisk med at indfri de mange gode visioner, som byggeprojekter igangsættes med.

Forskningsprojektet introducerer derfor en ny metode og tænkning i byggeriet – social commissioning – som hjælper aktører i byggeriet med at konkretisere forskningen og få værktøjer til at arbejde mere systematisk og strategisk med værdiskabelsen i det byggede miljø.

Kræver nye prioriteringer og tilgange i projektudviklingen

“Social commissioning” er et bud på en tilgang, hvor aktører i byggeriet i langt højere grad også arbejder med mennesker, adfærd og relationer, når vi arbejder med byggerier.

– Vi skal acceptere, at selv det perfekte bygningsdesign ikke er nok. Forandring kan ikke skabes fornogen – kun med nogen. Derfor skal vi også introducere nye metoder og arbejdsgange i projekterne, hvor vi prioriterer anderledes og i langt højere grad forankrer den ønskede forandring og adfærd – at skabe forbindelse mellem bygning, brugere og adfærd, siger Mia Kruse Rasmussen.

Hun understreger at mange af værktøjerne og metoderne allerede findes, men at det kræver nye prioriteringer og tilgange i projektudviklingen.

Læs også: Bylivseksperter skaber liv i Rudersdal

For at opnå størst mulig effekt, og lykkes med at indfri visionerne for et byggeri, skal den ønskede forandring således understøttes og forankres hos brugerne – både når vi udvikler bygningen, og når den er færdig og i brug. “Social commissioning” har derfor også sit afsæt i en cirkulær forståelse af byggeriet, hvor vi løbende skal arbejde med relationen mellem brugere og bygning.

– Det er et skifte i hele måden vi anskuer værdibegrebet i byggeriet. Mennesker, organisationer og samfund er levende organismer, som forandres over tid. Den samme tænkning bør gøre sig gældende for bygninger. Det vil kræve et skifte fra den lineære og kortsigtede projektlogik mod en cirkulær levetidslogik, hvor brugsfasen i langt højere grad prioriteres, når vi designer og udvikler byggerier – både i forhold til tid, økonomi og de aktiviteter, som vi traditionelt betragter som en del af et byggeprojekt, afslutter Johanne Mose Entwistle.

Social commissioning – hvordan?

På baggrund af forskningsprojektet har Aart sammen med Danske Arkitektvirksomheder (og erhvervs-ph.d.-projekt ’”A Circular Transition of affordable housing – generating social, environmental and economic value by design” af Vibeke Grupe Larsen) udgivet publikationen “Social Commissioning – et cirkulært levetidsperspektiv”, som giver bygherrer og rådgivere i byggeriet bud på konkrete værktøjer og metoder, som kan indgå i arbejdet med social commissioning som tilgang. Publikationen er støttet af Realdania.

Om forskningsprojektet

Forskningsprojektet “Social Commissioning – a relational approach to social value creation in the built environment” er udført af erhvervs-ph.d. Mia Kruse Rasmussens i samarbejde med Aart samt Institut for Byggeri og Bygningsdesign – Building Science, ved Aarhus Universitet og Build, ved Aalborg Universitet.

Projektet er afsluttet i november 2024. Projektet er delvist finansieret af Innovationsfonden og Realdania som en del af forskernetværket ”Circular Built Environment Network”, der samler 16 erhvervs-ph.d.-projekter og to Grand Solution projekter, som alle har en vision om at bidrage til en cirkulær omstilling af byggeriet.

Kilde: Aart Architects.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling