Arkitektforeningens Borgmesterpris sendt til Thisted

Cold Hawaii, SMK Thy og Naturpark Thy har sat Thy på landkortet. Nu hædres Thisteds borgmester for en årelang indsats for at udvikle kommunen.

Thisteds borgmester Niels Jørgen Pedersen. Foto: Anders Kvejborg.
Thisteds borgmester Niels Jørgen Pedersen. Foto: Anders Kvejborg.

For få år siden var Thisted Kommune ifølge en pressemeddelelse fra Arkitektforeningen mest kendt som en yderkommune med udfordringer med fraflytning. I dag tiltrækker Thy både turister, naturelskere og nye tilflyttere.

Ifølge kommunen skyldes udviklingen blandt andet en målrettet satsning på arkitektur, natur, kultur og udviklingsprojekter.

Projekter som Cold Hawaii Inland, SMK Thy, Naturpark Thy og naturlandsbyen Doverodde har været med til at gøre området mere attraktivt. Også projektet Smedjen, der forbinder byen med fjorden, har forvandlet et tidligere mørkt område i Thisted bymidte til et nyt mødested.

Nu bliver borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) hædret med Arkitektforeningens Borgmesterpris for sin mangeårige indsats.

Annonce Annonce for arrangement hos Nohrcon
SMK Thy. Foto: Rasmus Hjortshøj.
SMK Thy. Foto: Rasmus Hjortshøj.

Ifølge Arkitektforeningen har han som både kulturudvalgsformand og borgmester arbejdet strategisk med arkitektonisk kvalitet og investeret i projekter, der skal styrke blandt andet turisme, bosætning, kultur og klimaindsats.

– Thisted kommune har med Niels Jørgen Pedersen for bordenden, forstået værdien i at planlægge og investere strategisk, og derigennem løfte politiske målsætninger inden for klimasikring, kultur, energiproduktion, turisme og bosætning, udtaler Johnny Svendborg, forperson for Arkitektforeningen.

– Egnsudvikling kommer ikke af sig selv, det kræver mod til at investere og indgå partnerskaber med store nationale fonde.

Niels Jørgen Pedersen siger selv, at det kræver mod at investere i andet end den traditionelle velfærd.

– Det handler om at skabe et fundament for fremtiden: Der skal være en årsag til at komme til Thy som turist eller borger, og det er vigtigt, at skabe en række trædesten, der skaber udvikling i hele området, så der er noget at komme efter, udtaler Niels Jørgen Pedersen.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev