
Vinderen af arkitektkonkurrencen om den kommende multihal i Tingbjerg er nu fundet, oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
Den 12.000 kvadratmeter store hal bliver opført i Tingbjerg Idrætspark ved Utterslev Mose og er tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter i samarbejde med Marianne Levinsen Landskab, Niras, Chroma Arkitekter og idrætskonsulent Jasper Schipperijn.
Bygningen får et markant tag inspireret af en fuglevinge og er tænkt som et nyt vartegn for bydelen.
– Multihallens store, rolige tag lægger sig blødt som et vingeslag i landskabet, og virker dragende, udtaler arkitekt og partner Malene Hjortsø Kyndesen, Lundgaard & Tranberg Arkitekter.
– Under taget er de mange aktiviteter synlige og bliver et samlingspunkt for området, hvor mennesker, liv og bevægelse vil strømme ind i bygningen og ud i landskabsrummene. Det skaber forankring, når en bygning forbinder os til stedet og historien. Og det bliver meningsfuldt, når de arkitektoniske motiver inspirerer til nye bygningsværker.

Den nye multihal kommer til at rumme en stor opvisningshal med plads til omkring 2.000 tilskuere. Hallen skal danne ramme om både idrætsstævner, kulturarrangementer og hverdagens aktiviteter for foreninger og lokale brugere.
Projektet omfatter også en omfattende opgradering af området omkring hallen. Der skal anlægges nye opholdsarealer, stier og aktivitetszoner med plads til leg, kultur og fællesskab. De konkrete funktioner i udearealerne bliver fastlagt i samarbejde med lokale beboere og aktører. Multihallen bliver en integreret del af selve idrætsparken.
– Multihallen bliver et vartegn for vores tid og udviklingen af vores hovedstad, udtaler kultur-, fritids- og borgerserviceborgmester Christopher Røhl, (RV).

– Den forener ny arkitektur med det historiske område, udvider idrætskapaciteten og samler fællesskabet på en måde, der skaber de perfekte rammer for en levende by.
Det samlede budget er på omkring 500 millioner kroner. Den A.P. Møllerske Støttefond finansierer 400 millioner kroner, mens Københavns Kommune betaler resten og står for etableringen af parkering og udearealer.
Den nye multihal forventes at åbne i 2030 og skal styrke kultur-, idræts- og foreningslivet i København samtidig med, at den bliver et nyt samlingspunkt for Tingbjerg.






















