Politikerne i Sorø Kommune vedtog i april en helhedsplan for bymidten i Sorø.
Helhedsplanen, der er udarbejdet af Gründl Haahr Arkitekter, omfatter de tre delområder Torvet og Storgade, Reitzensteins Allé og Sorø Generationskvarter samt Carlsens Plæne og Værkerne.
Generationskvarteret skal have en særskilt helhedsplan, og på et borgermøde den 12. august blev en arkitektkonkurrence om det nye bykvarter skudt i gang.
Til at hjælpe Sorø Kommune med byudviklingen og den bystrategiske placering af blandt andet et nyt plejecenter, frem mod en færdig lokalplan for området ved udgangen af 2025, har kommunen indgået samarbejde med bygherrerådgiver Niels Bjørn fra Bureauet Niels Bjørn, som også faciliterer arkitektkonkurrencen.
Ifølge en pressemeddelelse fra kommunen var over 100 deltagere mødte op til borgermødet, og de kom med bidrag til udviklingen af Generationskvarteret, der ligger centralt placeret mellem Sorø Rådhus og Sorø Hallen.
– Vi takker alle deltagere for den flotte opbakning og de mange perspektiver, der blev bragt frem. Vi har nu videregivet alle input til de tre arkitekttegnestuer, der deltager i konkurrencen om at skabe et levende område til glæde for både vores yngste og vores ældste borgere, udtaler velfærdsdirektør i Sorø Kommune, Henrik Juul Kjær.
Arkitektkonkurrencen løber frem til oktober 2024 og involverer tegnestuerne Holscher Nordberg, Tegnestuen Vandkunsten og Gründl Haahr Arkitekter + Erik Arkitekter.
Deres opgave er at integrere et nyt plejecenter og nye boliger, samtidig med at de løser områdets trafikale udfordringer, alt sammen med respekt for Sorøs tre grundsten: Natur, kultur og historie.
Visionen er, at det nye bykvarter skal udgøre rammer “for et aktivt og bæredygtigt liv for alle kommunens borgere”, lyder det fra kommunen. Grundlaget for arkitektkonkurrencen er et ønske om fortætning i bymidten i Sorø.