Arkitektkonkurrence om nyt formidlingscenter på Rømø er afgjort

Den historiske kommandørgård skal istandsættes og udvides med 360 kvadratmeter nybyggeri for knap 60 millioner kroner.

E+N Arkitektur har vundet arkitektkonkurrencen om det kommende formidlingscenter på Tønnisgård på Rømø, oplyser Tønder Kommune i en pressemeddelelse.

Med forslaget ”Sløjfen” skal den historiske kommandørgård nænsomt istandsættes, mens en ny bygning på 360 kvadratmeter med stråtag og buede linjer bliver tilføjet.

– “Sløjfen” respekterer den særlige historie og arkitektur på Tønnisgård, samtidig med at det tilfører noget nyt, åbent og nutidigt, udtaler Tønders borgmester Jørgen Popp Petersen fra Slesvigsk Parti.

Det nye center får udstillinger, vadehavslaboratorium, café, butik og udendørs aktiviteter. Det samlede areal bliver 835 kvadratmeter.

– Med dette forslag har vi fundet den rette balance mellem bevaring og udvikling, udtaler formand for Ejendomsfonden Tønnisgård, Allan Skjøth.

– Den historiske kommandørgård får lov at stå tydeligt frem, mens den nye bygning giver os fleksible rammer til moderne formidling og undervisning.

E+N Arkitektur står bag vinderforslaget sammen med Loop Architects og Lytt Architecture, mens Rambøll er ingeniør.

Etableringen af formidlingscentret har et samlet budget på 59 millioner kroner. A.P. Møller Fonden støtter projektet med 44 millioner kroner, og Tønder Kommune bidrager med 15 millioner kroner. Centret forventes at stå klar i 2028.

Tilmeld Nyhedsbrev