Plandisposition for Byens Haver med haveforbindelse, sundheds- og kvarterhus samt private boliger. Illustration: Masu Planning.
Plandisposition for Byens Haver med haveforbindelse, sundheds- og kvarterhus samt private boliger. Illustration: Masu Planning.

Byens Haver i Æblehaven og Rønnebærparken tager endnu et skridt fremad. Roskilde Kommune arbejder i samarbejde med Boligselskabet Sjælland videre med et nyt sundheds- og kvarterhus på omkring 3.000 kvadratmeter, som efter planen skal stå klar i 2030 eller 2031.

Det såkaldte Havehuset skal samle kommunale sundhedsfunktioner med beboeraktiviteter, frivillige, fællesspisning og dyrkningshaver. Byggeriet ventes at koste omkring 150 millioner kroner. Landsbyggefonden har tilkendegivet et bidrag på 25 millioner kroner, mens to andre fonde også har vist interesse for at medfinansiere projektet.

Kommunen vil nu undersøge en model, hvor Roskilde Kommune og Boligselskabet Sjælland ejer bygningen sammen, frem for at kommunen lejer sig ind. Den endelige økonomiske model skal behandles politisk i efteråret 2026.

Kommunen har afsat 50 millioner kroner i 2029 og 2030 til den oprindelige model med kommunal leje og deponering. Hvis kommunen i stedet bliver medejer af Havehuset, skal de økonomiske konsekvenser fremlægges i et nyt beslutningsoplæg senere i år.

Samtidig vil kommunen bane vej for nedrivningen af Æblehaven 74, som i dag fungerer som en fysisk barriere i området. På grunden er der planlagt 36 nye ældreboliger. Nye regler ventes i efteråret 2026 at gøre det muligt for kommunen selv at godkende nedrivningen.

Parallelt arbejdes der videre med en grøn forbindelse gennem bydelen med blandt andet nye stier, kolonihaver og grønne områder. Idrætshaverne ventes indviet i september 2026.

Byudviklingsprojektet Byens Haver har været under udvikling og realisering siden 2021. Projektet indebærer, at der etableres cirka 125 nye private boliger som rækkehuse og lejligheder i centerområdet mellem de to boligafdelinger Æblehaven og Rønnebærparken.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev