Techcollege i Aalborg modtager en donation på intet mindre end 108 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
Det oplyser erhvervsskolen i en pressemeddelelse.
Donationen skal danne grundlaget for projektet ”Techvillage”, hvor skolens campusområde på Øster Uttrup Vej skal omdannes “til et moderne kraftcenter for faglighed og fællesskab”. Erhvervsskolen bidrager selv med 200 millioner kroner til projektet.
Idéen er at bringe eleverne sammen i både store og små fællesskaber på tværs af de 11 forskellige erhvervsuddannelse, der findes på adressen. Der skal skabes et fællesskab, der nærmest fungerer som en landsby.
Helt centralt i “Techvillage” bliver “Hjerterummet”, som bliver skolens nye samlingspunkt. Det bliver “Hjerterummet, som eleverne kommer til at gå igennem inden de skal til undervisning ude i faglokalerne.
Her kan eleverne starte deres dag, mødes over mad, fordybe sig i fleksible værksteder og nyde fritiden med aktiviteter som fodbold og fællesskabsevents. “Hjerterummet” vil også danne rammen om koncerter, fester og idrætsdage, lyder det fra Techcollege.
– Techcollege skal være det naturlige førstevalg for unge, der ønsker at kombinere faglighed med et inspirerende uddannelsesmiljø. Med A.P. Møller Fondens støtte kan vi skabe optimale rammer, hvor eleverne både kan dyrke deres faglige interesser og opbygge stærke sociale relationer. Dette er særligt vigtigt i en tid, hvor erhvervslivet i stigende grad efterspørger dygtige faglærte, udtaler direktør Søren Samuelsen fra Techcollege i Aalborg.
Nu venter en arkitektkonkurrence, som gennemføres af A.P. Møller Fonden for det samlede byggeprojekt. Processen vil omfatte inddragelse af elever, lærere, eksperter og andre interessenter.
– Med “Techvillage” skaber vi et signaturbyggeri, der bringer os i superligaen inden for uddannelsesmiljøer. Vi ønsker, at Techcollege skal være kendt som stedet, hvor eleverne kan udvikle sig både fagligt og personligt i inspirerende omgivelser, og det kan de nye bygninger bidrage til, udtaler erhvervsskolens bestyrelsesformand Jan O. Gregersen.
Byggeriet forventes at stå færdigt i sommeren 2030.