Arkitektkonkurrence til 660 millioner er afgjort: Rosenborg får skatkammer under vandet

Aart vinder i samarbejde med Vega Landskab, Fogh & Følner Arkitekter og Artelia arkitektkonkurrencen om fornyelsen af Rosenborg Slot.

Rosenborg Slot står foran den største fornyelse i mange år, oplyser Den Kongelige Samling i en pressemeddelelse.

Arkitektfirmaet Aart har i samarbejde med i samarbejde med Vega Landskab, Fogh & Følner Arkitekter og Artelia vundet konkurrencen om projektet Rigets Skatkammer, der skal give det historiske slot nye rammer for både gæster og kongelige kulturskatte.

Planen er blandt andet at udvide den eksisterende voldgrav, så Rosenborg igen i højere grad fremstår som et slot på en ø, sådan som det oprindeligt var tænkt. En ny bro skal føre gæsterne fra ankomsten ved Øster Voldgade over til slottet.

Men den mest markante nyhed kommer under jorden. Under voldgraven skal der bygges et stort, moderne skatkammer, hvor flere af de kongelige samlinger kan udstilles. Det gælder blandt andet kronjuveler, regalier og historiske dragter.

Indgangen til skatkammeret skal ligge under vandspejlet i kanten af voldgraven. Ifølge vinderforslaget skal besøget dermed begynde med en nedstigning under jorden og vandet, før gæsterne når frem til udstillingsrummene.

– Vi er ovenud begejstrede for det vinderforslag, som Aart har skabt, udtaler Thomas C. Thulstrup, direktør for Den Kongelige Samling.

– Forslaget forener respekt for de historiske omgivelser med nye funktioner og oplevelser og giver os mulighed for at skabe tidssvarende rammer for de mere end 500.000 gæster, der hvert år besøger Rosenborg. Gæsterne vil opleve slottet omgivet af vand, bevæge sig ned langs den reetablerede voldgrav til et nyt ankomstrum under jorden og herfra træde ind i et af verdens mest spektakulære kongelige skatkamre.

Ifølge Susanne Hansen, partner og arkitekt i Aart, er forslagets hovedgreb at skabe et projekt, der ikke konkurrerer med slottet, men som forstærker oplevelsen af stedet og iscenesætter kulturarven på en ny måde.

– Museet bliver en underjordisk tilføjelse, hvor vandet får en ny betydning – fra historisk at have beskyttet slottet til i dag at blive et tilgængeligt element, der giver noget tilbage til stedet. Som en spalte i historien åbner arkitekturen for en gradvis nedstigning ind under voldgraven. Her bliver bevægelsen til det underjordiske skatkammer en sanselig oplevelse, der understreger den historiske tyngde og storheden i dét, man er på vej ned for at opleve, udtaler Susanne Hansen.

Det samlede anlægsbudget er på 661 millioner kroner. A.P. Møller Fonden bidrager med 450 millioner kroner, Augustinus Fonden med 80 millioner kroner og staten med 131 millioner kroner. Den Kongelige Samling finansierer desuden udvalgte gæstefaciliteter for 30 millioner kroner.

Aart vandt den internationale konkurrence foran fire andre hold, blandt andre BIG, Dorte Mandrup Arkitekter, Henning Larsen og Lundgaard & Tranberg Arkitekter.

Projektet skal nu videreudvikles og projekteres, og selve byggeopgaven skal i udbud. Samtidig arbejdes der på designet af udstillingerne. Ambitionen er, at Rigets Skatkammer kan åbne for publikum i 2032.

Om Rigets skatkammer

Vinderprojekt

Aart. Udarbejdet i samarbejde med Vega Landskab, Fogh & Følner og Artelia.

Vision

  • Lade en genskabt voldgrav og bro danne en stærk og stemningsfuld ramme om Christian 4.s renæssanceslot, hvor det omgivende vand bidrager til at formidle kulturarven mere historisk korrekt end i dag.
  • Skabe en besøgsoplevelse i verdensklasse på Rosenborg Slot.
  • Invitere publikum ind i en særlig verden af fortællinger, historie og kongelige skatte.
  • Iscenesætte monarkiets historie gennem samspillet mellem slot, samlinger og ny formidling. 

Hvad omfatter vinderforslaget?

  • Den eksisterende voldgrav udvides, så formidlingen af slottets oprindelige placering på en ø bliver styrket.
  • En ny bro fra ankomstområdet over til slotsholmen.
  • Et stort underjordisk skatkammer under voldgraven med plads til at vise flere genstande og dragter fra en af verdens fineste samlinger af sin slags. Skatkammeret får et moderne udstillingsrum og langt bedre publikumsfaciliteter end i dag.
  • Indgang til skatkammeret sker under vandspejlet i kanten af voldgraven.

Bygherre

Slots- og Kulturstyrelsen

Budget

Samlet anlægsbudget: 661 millioner kroner

A.P. Møller Fonden: 450 millioner kroner

Staten: 131 millioner kroner

Augustinus Fonden: 80 millioner kroner

Herudover finansierer Den Kongelige Samling udvalgte gæstefaciliteter for 30 millioner kroner. Det statslige bidrag er angivet i løbende priser under forudsætning af en gennemsnitlig årlig prisudvikling på 3,8 procent.

Konkurrencen

Projektkonkurrencen er gennemført som en international konkurrence med fem deltagende hold:

  • AART i samarbejde med Vega Landskab, Fogh & Følner og Artelia
  • BIG – Bjarke Ingels Group i samarbejde med Over Byen Arkitekter, Opland, WSP Danmark, Steve Webb og Jensen Hughes
  • Dorte Mandrup Arkitekter i samarbejde med Marianne Levnisen Landskab, H+ og Søren Jensen
  • Henning Larsen i samarbejde med Erik Brandt Dam arkitekter, Elgaard Architecture, Rambøll Danmark, Vita Ingeniører
  • Lundgaard & Tranberg Arkitekter i samarbejde med Lytt Architecture, Sweco, Rønnow Arkitekter og Ad Usum v. Hans Scheving

Læs mere om vinderprojektet og se alle forslag på Den Kongelige Samlings hjemmeside.

Kilde: Den Kongelige Samling.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev