Arkitekturkollektivet Verka Collective består af Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Sted By og landskab, Kjaer og Richter samt den nyligt opkøbte tyske tegnestue Heine Plan.
Heine Plan har omkring 40 medarbejdere og har base i Hamborg. Opkøbet er det første i en række planlagte opkøb, som skal udvide og styrke Verka Collectives kompetencer, blandt andet inden for bæredygtighed og transformation.
Bag initiativet står administrerende direktør Frants Nielsen og kommerciel direktør Sonja Stockmarr, der begge kom til Vilhelm Lauritzen Arkitekter i 2024. De har sammen med den tyske kapitalfond Findos arbejdet på at udvikle den model, som nu lanceres under navnet Verka Collective.
Findos har været en central drivkraft bag etableringen. Kapitalfonden købte hovedparten af Vilhelm Lauritzen Arkitekter for fire år siden og fulgte senere op med opkøb af Kjaer & Richter samt Sted By og Landskab.
Ifølge Frants Nielsen er målet at skabe en stor europæisk spiller, der kan imødekomme de stigende krav i byggebranchen. Kollektivet sigter mod 1.000 medarbejdere.
Frants Nielsen peger på, at moderne byggeprojekter kræver flere ressourcer og bredere kompetencer inden for blandt andet kunstig intelligens, projektstyring og bæredygtighed.
– Større enheder er en naturlig konsekvens af de krav, der stilles i byggeriet i dag: Ideen, om at den ideelle arkitektvirksomhed er en tegnestue med 50 arkitekter, er død, siger Frants Nielsen til Dagens Byggeri.
Verka Collective vil samtidig fastholde lokale rødder og kundekontakt, selv om organisationen vokser.
Sonja Stockmarr understreger, at modellen skal kombinere nærhed til lokale markeder med styrken ved at dele viden og ressourcer på tværs af landegrænser.
– Vi skal være både store og små på samme tid, siger Sonja Stockmarr.
– Vi skal være små nok til at beskytte lokale markeder og opretholde tætte relationer med vores kunder, men samtidig store nok til at levere, innovere og konkurrere med store globale virksomheder. Ved at samle forskellige studier i ét kollektiv og dele ressourcer skaber vi muligheder, der ellers ikke ville have været mulige. Dette er kollektiv tænkning omsat til en europæisk forretningsmodel.
Kollektivet positionerer sig som et alternativ til den opkøbsbølge, hvor arkitektvirksomheder i stigende grad er blevet en del af større koncerner eller ingeniørvirksomheder. Frants Nielsen advarer om, at arkitektur i sådanne modeller risikerer at blive en sekundær ydelse, frem for en central drivkraft i udviklingen af fremtidens byer.
