I perioden fra 2020 til 2024 er Artelia i Danmark vokset fra cirka 900 medarbejdere til omkring 1.400 ansatte.
Samtidig passerer omsætningen 1,3 milliarder kroner i 2024, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Flere af virksomhedens kontorer rundt om i Danmark er blevet for små til at rumme de mange nye medarbejdere. Som et led i virksomhedens fortsatte udvikling og investering i fremtiden har Artelia derfor valgt at udvide eller flytte flere af vores kontorer til større lokaler.
Læs også: Forskel på tomgangsprocenten for kontorlokaler på tværs af landet
– Vi er meget opmærksomme på, at når vi vokser kan det påvirke vores kultur, og derfor arbejder vi aktivt på at sikre, at vores stærke kulturtræk bliver bevaret, udtaler Alex Fraenkel, administrerende direktør for Artelia Danmark.
– Selvom det for eksempel ikke er lige så let at samle hele virksomheden som tidligere, ser vi det som en mulighed for at finde nye måder at samles på.
Artelias danske hovedsæde i Buddinge er blevet for lille til at huse de mange medarbejdere, der er kommet til de seneste år. Derfor har Artelia i foråret 2025 valgt at udvide med et ekstra kontor på Bellidavej i København Syd.
I foråret 2025 flytter Artelias kontor i Vipperød til nye, større lokaler i Holbæk, og i Aarhus udvider Artelia sit kontor med en ekstra etage. Kontoret er placeret i Pakhusene på Aarhus Ø.
I Aalborg, hvor kontoret i 2024 rundede 100 ansatte, har Artelia valgt at indgå lejeaftale i 2026 og flytte til et nyopført kontor på Eternitten.
I Vordingborg har Artelia købt en nærliggende bygning, der er blevet renoveret, så den indeholder både arbejdspladser, kantine og konferencefaciliteter. Bygningen blev indviet i 2024.
Læs også: Byggeboom giver flere tomme kontorer
Alex Fraenkel slår fast, at der ikke er planer om at samle virksomheden på færre lokationer.
– Vi ønsker at være et firma, der har topmoderne kontorfaciliteter i hele Danmark. Vores medarbejdere kender de lokale forhold og kan møde vores kunder og samarbejdspartnere med denne viden. Det er en kæmpe fordel, når vi skal fungere som kompetente rådgivere og sparringspartnere for vores kunder, udtaler han.
Artelia i Danmark har i fem år været en del af den internationale koncern Artelia Group, der er til stede i over 40 lande. Artelia Group er blandt de ti største ingeniørvirksomheder i Europa og har 10.000 medarbejdere på verdensplan.