Autoværksted i Kirke Hyllinge kan blive til 10 rækkehuse

Midt i Kirke Hyllinge kan et tidligere autoværksted blive erstattet af nye rækkehuse i en karrélignende form.

Tidligere autoværksted i Kirke Hyllinge kan bliver erstattet af nye rækkehuse.
Tidligere autoværksted i Kirke Hyllinge kan bliver erstattet af nye rækkehuse.

Et tidligere autoværksted på en 3.600 kvadratmeter stor grund på Bygaden 9 i Kirke Hyllinge kan blive omdannet til et nyt boligområde med rækkehuse.

Udvalget for Trafik, Miljø og Byggeri i Lejre Kommune skal den 3. marts 2026 tage stilling til det overordnede grundlag for en ny lokalplan for området.

Kommunalbestyrelsen besluttede i marts 2025 at sætte gang i lokalplanarbejdet.

Siden har administrationen været i dialog med grundejeren og dennes rådgiver, og der er udarbejdet fire skitseforslag til, hvordan grunden kan disponeres.

Forslagene er fortsat på et overordnet niveau, og en række forhold skal afklares i det videre arbejde, blandt andet bebyggelsens omfang, højde, adgangsforhold og placering af fælles opholdsarealer.

Administrationens anbefaling er, at der som udgangspunkt planlægges for 10 boliger i tæt lav bebyggelse. Et højere antal kan kun komme på tale, hvis det dokumenteres, at mindst 40 procent af grundens areal udlægges som sammenhængende rekreativt område, som kommuneplanen kræver.

Der lægges op til en samlet bebyggelsesstruktur med rækkehuse i en karrélignende form og en højde på 1 til 1,5 etage. Bebyggelsen skal have forskydninger for at skabe variation og en skala, der passer til omgivelserne.

Den endelige lokalplan skal senere behandles politisk og sendes i offentlig høring.

Bygherre på projektet er Søren Søndergaard, der har allieret sig med Novaform Arkitekter. Tidligere skitser viser et ønske om at bygge 14 rækkehuse på hver især 98 kvadratmeter.

Tilmeld Nyhedsbrev