Balder Danmark indfører delt topchefrolle

Christina Holberg Fenger rykker op i direktionen og skal fremover dele ansvaret for ejendomsselskabet med Flemming Joseph Jensen.

De to administrerende direktører for Balder Danmark, Christina Holberg Fenger og Flemming Joseph Jensen. Foto: PR.
De to administrerende direktører for Balder Danmark, Christina Holberg Fenger og Flemming Joseph Jensen. Foto: PR.

Christina Holberg Fenger bliver fra den 1. juni 2026 ny topchef i Balder Danmark på lige fod med Flemming Joseph Jensen.

Dermed indfører ejendomsselskabet en fælles direktion med to administrerende direktører, oplyses det i en pressemeddelelse.

Christina Holberg Fenger har siden 2022 været vicedirektør i virksomheden, mens Flemming Joseph Jensen har stået i spidsen for Balder Danmark siden 2019.

Ifølge selskabet er ændringen en formalisering af et ledelsessamarbejde, som de to har praktiseret gennem de seneste syv år.

Christina Holberg Fenger begyndte i Balder som ejendomschef i 2018 og vendte tilbage til virksomheden i 2022 efter en kort periode væk fra selskabet. Hun fremhæver det mangeårige samarbejde med Flemming Joseph Jensen som grundlaget for den nye ledelsesmodel.

– Flemming og jeg har haft syv års fælles ledelse og har i samarbejdet været med til at bygge det Balder Danmark op, som vi kender i dag, udtaler Christina Holberg Fenger.

Balder Danmark beskriver modellen med to administrerende direktører som en velafprøvet struktur, der afspejler den måde, virksomheden allerede drives på.

– Vi har forskellige styrker, som får det hele til at hænge sammen. Christina har en baggrund indenfor forvaltning, forretningsudvikling og kunder og jeg indenfor transaktioner, økonomi, finansiering og projektudvikling, udtaler Flemming Joseph Jensen.

Bestyrelsesformand Erik Selin glæder sig over løsningen og peger på, at både Christina Holberg Fenger og Flemming Joseph Jensen har været centrale i selskabets udvikling.

Balder Danmark er en del af det svenske ejendomsselskab Fastighets AB Balder. Selskabet ejer og administrerer boliger, erhvervsejendomme og hoteller i hovedstadsområdet. Ejendomsporteføljen har en samlet værdi på omkring 17,5 milliarder kroner og omfatter blandt andet mere end 4.400 lejeboliger.

Virksomheden har dansk hovedkontor på Vesterbrogade i København, mens det svenske moderselskab har hovedsæde i Gøteborg.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev