Danske Andelskassers Bank har i årtier haft hovedsæde i Hammershøj mellem Randers og Viborg.
Men banken rykker nu teltpælene op og flytter til Aarhus, og derfor skal ejendommen i Hammershøj sælges.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Colliers, som skal formidle salget.
Ifølge erhvervsmæglerfirmaet går historien om ejendommen tilbage til 1970, hvor en gruppe selvstændige andelskasser fandt sammen i et fællesskab og etablerede sig i en tidligere kommunalbygning i Hammershøj.
I dag tæller domicilejendommen cirka 130 arbejdspladser og seneste tilbygning kom til i 2008. Siden er Andelskassers Bank blevet børsnoteret, men hovedsædet i Hammershøj har hele tiden været en fast og synlig del af lokalområdet.
– Det har altid været noget særligt at være placeret i Hammershøj – midt i naturen, tæt på motorvejene og alligevel med ro og plads omkring os. Vi har passet godt på bygningen og løbende investeret i både funktionalitet og æstetik. Nu ser vi frem til, at nye aktører kan få glæde af rammerne og føre stedet videre, udtaler Jan Pedersen, der er administrerende direktør i Danske Andelskassers Bank.
Ejendommen er opført og renoveret for langt over 100 millioner kroner og sælges nu for under 30 millioner kroner.
Den 6.830 kvadratmeter store ejendom byder ifølge Colliers på store åbne kontorlandskaber, mødelokaler, en lys kantine med panoramaudsigt over naturen, og fleksible muligheder for opdeling i mindre enheder eller coworking-områder.
Colliers understreger, at Hammershøj ligger i et smørhul i forhold til byer som Randers, Viborg, Hobro, Skive, Herning og Holstebro. Desuden er der blot få kilometer til både Grundfos i Bjerringbro, Apple’s datacenter i Foulum og Aarhus Universitet i Foulum. Ejendommen rummer derfor et oplagt potentiale for virksomheder indenfor tech, rådgivning og administration.
– Det er ikke nødvendigvis kun en ny domicilløsning – det kan også være en flerbrugerbygning, et sundhedscenter, kontorhotel eller noget helt fjerde. Der er virkelig mange muligheder, lyder det fra Torben Klitgaard, erhvervsmægler hos Colliers, der står for salget.