
Boligkøbere i landdistrikterne skal ikke være i tvivl om deres muligheder for at få finansiering til et huskøb.
I en pressemeddelelse giver Finans Danmark derfor på vegne af banker og realkreditinstitutter et nyt løfte om, at købere med en sund økonomi vil kunne få tilbudt et boliglån efter de gældende regler og instituttets kreditpolitik.
Baggrunden er en række historier om, at det kan være svært at få lån uden for de store byer. Ifølge Finans Danmark viser udlånstal dog, at der bliver givet lån i hele landet, og at ingen områder på forhånd er udelukket.
Administrerende direktør Lars Gert Lose siger, at organisationen tager usikkerheden blandt boligkøbere alvorligt og ønsker at skabe større tryghed omkring mulighederne for at låne til boligkøb i landdistrikterne.
– Rammen er fortsat, at lån gives på grundlag af en robust økonomi. Ingen – mindst af alle boligkøberne – har interesse i at få et lån, som privatøkonomien ikke kan holde til. For dem, der både kan og vil, skal der være vished – ikke tvivl. Derfor skaber vi nu klarhed: Når økonomien er i orden, står postnummeret ikke i vejen for drømmen, udtaler Lars Gert Lose.
Finans Danmark oplyser, at ni ud af ti boligkøbere får et lån, når de søger. De afslag, der bliver givet, skyldes ifølge organisationen typisk en svag privatøkonomi eller boliger med stort behov for vedligeholdelse og ikke adressen i sig selv.
Samtidig foreslår Finans Danmark, at boligkøbere skal kunne klage, hvis de oplever at få afslag alene på grund af postnummeret.





















