Enhedslistens overborgmesterkandidat og teknik- og miljøborgmester i København, Line Barfod, vil sætte det omstridte byggeri af Lynetteholm på pause.
Det sker efter, at DR har afsløret for høje koncentrationer af det giftige stof cyanid i vand, der sidste år blev pumpet fra byggepladsen ud i Øresund.
– Det er dybt problematisk, at vi tillader, at forurenet jord bliver hældt ud i havet. Det hører en anden tid til. Vi er holdt op med at have lossepladser på land. Jeg synes også, vi skulle holde op med at have lossepladser i vandet, siger Line Barfod til DR.
Cyanid er et giftigt stof, der kan skade fisk og andre organismer i havet. Forureningen stammer ifølge bygherren By og Havn fra opgravet havbund.
Teknik- og miljøforvaltningen i Københavns Kommune, som Line Barfod har været ansvarlig for i fire år, har til opgave at føre tilsyn med byggeriet.
Socialdemokratiets overborgmesterkandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, beskylder hende over for DR for at have “hemmeligholdt” oplysninger om cyanidforureningen
Ifølge Rosenkrantz-Theil modtog Teknik- og Miljøforvaltningen allerede besked om overskridelserne i januar 2025, mens Barfod først blev orienteret flere måneder senere.
Line Barfod afviser dog beskyldningerne og siger til DR, at hun først fik kendskab til sagen i efteråret.
By og Havn understreger i et skriftligt svar til DR, at Lynetteholm har et omfattende miljøovervågningsprogram, og at projektet ifølge selskabet ikke har haft væsentlig påvirkning på havmiljøet.
Udviklingsselskabet bekræfter på deres hjemmeside, at der var fire kortvarige overskridelser, men understreger, at de samlede udledninger lå langt under det tilladte niveau, og at der siden august 2024 ikke er målt forhøjede værdier.
Overskridelserne skyldtes ifølge By & Havn cyanid fra opgravet havbund og ikke fra tilført jord.
Selskabet erkender en aflæsningsfejl, der forsinkede underretningen af kommunen, men fastholder, at projektet foregår miljømæssigt forsvarligt og uden væsentlig påvirkning af havmiljøet.
I alt omfatter Lynetteholm 270 hektar, hvor der skal bygges knap 3,12 millioner etagemeter, hvoraf næsten 2 millioner etagemeter altså skal være boliger.























