Barfoed udvikler ejendom på Vestergade i Odense

Barfoed Group har købt Vestergade 49 i Odense af pensionskassen Norliv, og nu skal ejendommen udvikles med blandt andet en ny restaurant.

Barfoed Group har købt ejendommen på Vestergade 49 i Odense af pensionskassen Norliv for 30 millioner kroner i forbindelse med, at ejendommen er blevet fraflyttet af forsikringsselskabet Alm. Brand. Det oplyser den fynske ejendomsudvikler i en pressemeddelelse.

Ejendommen Vestergade 49 er oprindeligt opført til Alm. Brand, der har haft adresse i ejendommen i mere end 30 år. Oprindeligt forbandt ejendommen Vestergade med Slotsgade med en passage, der blev kaldt ”Pariser Passagen”, som blev nedlagt og lukket for mange år siden, skriver Barfoed Group.

Den fynske ejendomsudvikler overtog ejendommen den 1. april, og nu skal den så omdannes fra en “indelukket bankbygning til en ny eksklusiv ejendom i høj kvalitet, der i fremtiden skal indeholde butik, restaurant, kontor og kliniklokaler”.

– Det bliver endnu et spændende City projekt i Odense, som vi tror rigtig meget på og på trods af det kortvarige ejerskab, så har vi allerede en tæt dialog med flere meget seriøse lejeremner til dele af ejendommen, som synes det er spændende, at vi er ambitiøse i vores arkitektur samtidig med en unik placering i Vestergade, udtaler koncerndirektør Frederik Barfoed fra Barfoed Group.

– Vi er passionerede byudviklere, både når vi bygger boliger og erhverv til egen portefølje, og vi har i Odense haft succes med, at konvertere ældre nedslidte og uhensigtsmæssige ejendomme til nye formål. Vi vil gerne så tidligt i forløbet i dialog sammen med de rigtige lejere og myndighederne, så vi sammen skaber de rigtige rammer og løsninger for de nye lejere, og der er en spændende mulighed her i Vestergade, hvor vi kan få ejendommen mere synlig og mere med i byens liv.

Barfoed udvikler ejendom på Vestergade i Odense.
Barfoed udvikler ejendom på Vestergade i Odense.

Passagen skal igen skal åbnes og indrettes med masser af grønne planter og naturligt miljø, der forbinder Vestergade med Slotscenteret, Gråbrødre Passagen og parkeringshuset i Slotscenteret.

Der etableres ny butik mod Vestergade på 300 kvadratmeter og en restaurant på cirka 600 kvadratmeter med udendørsservering, selskabslokale med tagterrasse og indgang i den nye passage. Derudover skal der indrettes kontorer og klinikker mod Vestergade og Gråbrødrepassagen.

Ejendommen forventes at blive cirka 1.600 kvadratmeter efter udvidelsen og projektet vil få en samlet værdi på 50-60 milioner kroner.

Ejendommen renoveres i samarbejde med Arkitektfirmaet Juul & Frost samt designfirmaet Habitus Design Group, som blandt andet har indrettet herretøjsbutikken Ulrik Storm i Vestergade 3, Harvings Pakhus i København og flere restaurant projekter sammen med Barfoed Group.