Beboere stemmer ja til renovering for over 850 millioner kroner

Det store renoveringsprojekt har været på tegnebrættet siden 2012. Nu har det både fået politikernes og beboernes godkendelse.

Lavhusene i Brøndby Strand skal renoveres. Foto: PAB.
Lavhusene i Brøndby Strand skal renoveres. Foto: PAB.

Kommunalbestyrelsen i Brøndby Kommune godkendte i december 2025 økonomien i første fase af en omfattende renovering af lavhusene i Postfunktionærernes Andels-Boligforenings (PAB) afdeling 8 i Brøndby Strand.

Projektet er en del af helhedsplanen for Brøndby Strand-parkerne og har en samlet pris på godt 856 millioner kroner.

Nu har beboerne i afdelingens 308 boliger også sagt ja til renoveringsprojektet, oplyser den almene boligforening i en pressemeddelelse.

– Alle beboere skal genhuses, der bliver støj fra byggepladsen, og ikke mindst medfører renoveringen en huslejestigning. Netop derfor kan vi være endnu mere glade for beboernes opbakning og forståelse for, at renoveringen er nødvendig, udtaler Kai Dinesen der sidder i PAB’s organisationsbestyrelse og som har været tilknyttet projektet siden starten.

Annonce

Renoveringen er en del af den helhedsplan HP4, der har været på tegnebrættet siden 2012, hvor PAB og FA09 startede undersøgelserne af tilstanden på afdelingens højhuse og lavhuse. Som bekendt viste det sig desværre, at PCB-niveauet i højhusene var så højt, at de ikke stod til at redde, og man var derfor nødt til at rive dem ned. Sideløbende fortsatte undersøgelserne af lavhusene.

Efter beboernes godkendelse fortsætter arbejdet nu de næste år med at projektere og planlægge, hvordan renoveringen rent faktisk skal udføres. Herefter skal sagen i udbud, og der skal vælges entreprenør.

Renoveringen inkluderer både bygningernes facader, tag og altaner, mens lejlighederne blandt andet skal have nye gulve, køkkener, badeværelser og toilet samt nye varme- og vandinstallationer.

Ifølge den nuværende tidsplan vil den egentlige fysiske renovering kunne gå i gang i slutningen af 2028 i Tranumparken, hvorefter arbejdet fortsætter i Albjergparken i 2029.

Alle 308 boliger i afdelingen bliver berørt, og beboerne skal genhuses i op til et år, mens arbejdet står på. Det betyder samtidig, at kommunen i en periode ikke får ledige boliger til anvisning, da de i stedet bruges til genhusning.

PAB har i forbindelse med projektet allieret sig med Nordic Office of Architecture og Norconsult som rådgivere.

Efter planen skal også de 343 boliger i Brøndby almennyttige Boligselskabs afdeling Rheumpark renoveres. Her lyder den forventede pris på 778 millioner kroner.

Endeligt skal Boligselskabet Tranemosegårds 748 boliger i området have en overhaling.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev