
Rødovre Kommune vokser fortsat, men udviklingen fordeler sig skævt mellem aldersgrupperne.
Det viser den nyeste befolkningsprognose fra vestegnskommunen ifølge en pressemeddelelse.
Ifølge prognosen vil antallet af børn i alderen 0 til 5 år falde i de kommende år. I begyndelsen af 2026 var der lidt over 3.000 småbørn i kommunen, men i 2036 forventes tallet at være faldet til godt 2.700. Det svarer til et fald på over 300 børn eller 11 procent.
En væsentlig årsag er en politisk beslutning om ikke at omdanne yderligere erhvervsarealer til boliger.
Samtidig går udviklingen den modsatte vej for de ældste borgere. Antallet af personer over 80 år forventes at stige fra 2.400 i 2026 til 3.000 i 2036. Det er en stigning på 630 personer, svarende til 26 procent. Den demografiske ændring vil øge behovet for plejeboliger, plejehjemspladser og hjemmehjælp.
– Der er jo betydelig usikkerhed med sådan nogle prognoser. Men de giver et vigtigt fingerpeg om, hvor vi skal finde plads og penge til at bygge i de kommende år, udtaler Rødovres borgmester Britt Jensen (S).
– For eksempel er der ikke nogen tvivl om, at vi har brug for flere plejeboliger i de kommende år. Så det er en konkret og bunden opgave, som vi har foran os.
På kort sigt viser prognosen også en fortsat befolkningstilvækst. Pr. 1. januar 2026 havde Rødovre lidt over 45.000 indbyggere, hvilket er knap 400 flere end året før, men samtidig 220 færre end forventet i sidste års prognose. I løbet af det kommende år ventes indbyggertallet at stige til 46.000. Stigningen skyldes blandt andet udviklingen ved Milestedet og udsigten til 600-800 nye boliger i Parkbyen.
Frem mod 2030 forventes det samlede indbyggertal at vokse med knap 3.600 personer til godt 48.700 borgere.























