Den belgiske logistikudvikler VGP køber stor grund ved Vejle.
Den belgiske logistikudvikler VGP køber stor grund ved Vejle.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Ejendomsudvikleren VGP Danmark har købte et stort område ud til motorvejen ved Vejle Syd. Dermed er første skridt i retningen mod VGP Groups første danske projekt taget. At valget er faldet på Vejle er ingen tilfældighed, lyder det i en pressemeddelelse fra landechef i Danmark, Kristoffer Kaae Stimpel.

– Med en placering i trekantområdet ved Vejle S med direkte adgang til motorvejen har vi sikret os en unik placering i hjertet af Danmark. Området har en stærk produktions- og logistikarv og er i stigende grad et knudepunkt for iværksættere og virksomheder, der går op i den grønne omstilling. Vi har en stor tro på det regionale marked, som det ser ud nu, og vi kommer til at opføre et ejendomsprojekt med fuldskala service herunder solcellepaneler, bilopladning på stedet og alle de ønsker, en ny lejer måtte have, udtaler han.

Aftalen er formidlet af EDC Poul Erik Bech og bag aftalen står entreprenørvirksomheden Erling Jensen, der købte projektet i sommer 2021 sammen med tre andre investorer.

– For syv år siden var jeg med til at udvikle området sammen med andre, og for små to år siden fik jeg muligheden for at købe projektet sammen med tre andre investorer. Det gjorde jeg med formålet om at sælge det videre på et tidspunkt. Så ramte de usikre tider med krig i Europa, stigende renter og ikke nær så meget aktivitet i markedet, hvilket gav lidt udfordringer. Derfor er det også en lettelse at have landet en aftale med VGP, som ønsker at tage næste skridt i Vejle Syd-æraen. Processen har været rigtig fin og samarbejdet med EDC Poul Erik Bech har været rigtig godt, trods de udfordrende tider, udtaler Johnny Røn fra entreprenørvirksomheden Erling Jensen og oplyser, at der fortsat er 50.000 kvadratmeter ledig grund til kontor eller liberalt erhverv tilbage.

VGP Parks er en paneuropæisk udvikler af logistik og semiindustrielle bygninger med ejendomsprojekter i 17 lande fordelt på 108 erhvervsparker.

Når der er fundet en lejer, og de sidste undersøgelser på grunden er færdiggjort, påbegyndes byggeprojektet.

– Med den ekspertise vi kommer med fra andre europæiske lande, kan vi både bygge til produktionsvirksomheder og logistik- eller internetforretninger. VGP differentierer sig ved at have en fuldt integreret forretningsmodel, hvor vi er involveret helt fra udvælgelsen af landjorden, til opførelsen og driften af bygningen fremadrettet, udtaler Kristoffer Kaae Stimpel.

Den kommende VGP erhvervspark i Vejle vil være certificeret i henhold til DGNB Guld-kriterierne eller tilsvarende.

– Når en lejer vælger en løsning hos os, er det typisk som led i at forbedre virksomhedens samlede ESG-præstation. Virksomheden skal ikke selv stille kapital til et nyt byggeri, og i vores byggeprojekter er de energivenlige løsninger tænkt ind fra start, så det vil og gør ofte en stor forskel for vores lejere, siger Kristoffer Kaae Stimpel.

Stort potentiale i Danmark

Det første danske projekt bliver formentlig ikke det sidste. Stifter og administrerende direktør hos VGP, Jan Van Geet, ser et stort potentiale i Danmark:

– Danmark er i bund og grund et meget interessant marked for os at komme ind på, da det har en robust økonomi, er frontløber indenfor den digitale og grønne omstilling og nyder godt af en fremragende infrastruktur. Desuden forventer vi netværkseffekter med vores eksisterende lejere i andre lande, efterhånden som vi begynder at tilbyde denne placering i hjertet af Europa til vores bredere eksisterende lejerpopulation, udtaler han.

For Kristoffer Kaae Stimpel er det helt særligt at stå i spidsen for VGPs første danske projekt.

– Det er en opgave, jeg virkelig er stolt over at være en del af. Danmark er et væsentligt marked at gå ind i, og vi kigger allerede på flere potentielle lokationer.

Arne Kristensen, partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Vejle, har sammen med den internationale afdeling i EDC Poul Erik Bech har formidlet aftalen om det store område.

– Der er allerede etableret to tankstationer og en Burger King i området, og snart åbner McDonald’s også. Dermed er der allerede stille og roligt gang i den nye erhvervsby. Vi er glade for at have landet en aftale om området til en spændende investor og glæder os til, at der kommer endnu mere gang i området. Næste skridt er, at vi skal hjælpe VGP med at finde lejere til området, men der er generelt stor mangel på lager- og logistikejendomme, så det forventes, at der vil være en fornuftig efterspørgsel på at leje sig ind i området. Det bliver spændende at følge udviklingen over de næste par år. VGP har stort fokus på den grønne omstilling og ESG-initiativer, hvor energivenlige løsninger tænkes ind fra start til gavn for lejerne, siger han.

Fakta om VGP Group

VGP blev grundlagt i Tjekkiet i 1998 som en belgisk familieejet virksomhed.

VGP Group er bygget på en integreret forretningsmodel, og VGP er med hele vejen fra jordopkøb til byggeudvikling og drift.

VGP leverer unikke tjenester til kunder, der leder efter lokationer nær større europæiske byer med direkte adgang til større veje, nem adgang og 24-timers drift.

VGP Group har parker i 17 lande og ejer og driver 108 parker. Det største marked er Tyskland.

Kilde. VGP Group.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling