Bertelsen Scheving Arkitekter bliver en del af Over Byen Arkitekter. Partner emeritus Jens Bertelsen (til venstre) og partner Esben Thorlacius fra Over Byen Arkitekter. Foto: Kasper Løftegård.
Bertelsen Scheving Arkitekter bliver en del af Over Byen Arkitekter. Partner emeritus Jens Bertelsen (til venstre) og partner Esben Thorlacius fra Over Byen Arkitekter. Foto: Kasper Løftegård.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Bertelsen & Scheving sammenlægges med Over Byen Arkitekter. Medarbejdere og sager overdrages, og dermed skærpes Over Byen Arkitekters profil med faglig tyngde, skriver parterne i en pressemeddelelse.

– Med denne sammenlægning opnår vi både en størrelse, der kvalificerer os til alle typer opgaver og samtidig sikrer vores fortsatte faglige udvikling. Bertelsen & Scheving er kendt for at være et fagligt fyrtårn inden for restaurering, udtaler partner Esben Thorlacius fra Over Byen Arkitekter.

Af Det Centrale Virksomhedsregister fremgår det, at Bertelsen & Scheving aktuelt er under konkursbehandling. Tegnestuen kom ud af 2020 med et overskud efter skat på 657.000 kroner mod et underskud på 652.000 kroner året før. Regnskabet for 2021 er endnu ikke offentliggjort.

Alle medarbejderne fra de to tegnestuer vil i løbet af sommeren blive samlet i Over Byen Arkitekters lokaler ved Kløvermarken.

Over de sidste 10 år har Over Byen Arkitekter etableret sig som en markant tegnestue inden for bæredygtig omdannelse af eksisterende byggeri.

– Det kræver omfattende arkitekturhistorisk indsigt at arbejde med fredede og bevaringsværdige ejendomme og der er kun få tegnestuer, som har kritisk masse til at kunne løfte de mest krævende opgaver og udvikle det faglige felt på brancheniveau, udtaler partner Esben Thorlacius.

I Danmark har Bertelsen & Scheving opbygget en unik position som et kraftcenter for restaurering og indsigt i vores fælles, arkitektoniske kulturarv.

Jens Bertelsen har sammen med sin tegnestuechef Maria Wedels Søe de sidste år arbejdet for at gøre tegnestuen klar til et generationsskifte.

Med sammenlægningen bliver det muligt at lade nye kræfter komme til, og med til Over Byen Arkitekter bringer han et team af restaureringsfaglige tunge profiler og arkitekturhistorikere.

Blandt de nyeste projekter Jens Bertelsen har arbejdet med, er den netop indviede Sorø Klosterkirke og førstepladsen ved arkitektkonkurrencen om transformationen af Sygehus Nord i Aalborg sammen med Team SLA.

Voksende fokus på bæredygtighed

Bæredygtighed er centralt, når man arbejder med transformation og restaurering, fordi det
fra et bæredygtighedssynspunkt bedre kan betale sig at istandsætte eller restaurere frem
for at bygge nyt.

– Bæredygtighed er en af Over Byens Arkitekters centrale værdier. En anden værdi er Indsigtsfuld omdannelse. Det omfatter både et solidt arkitekturfagligt grundlag, men i lige så høj grad et bæredygtigt grundlag for at skabe projekter der giver mening på både kort og lang sigt, fortæller Esben Thorlacius.

Begge tegnestuer har arbejdet med transformation, blandt andet har Over Byen Arkitekter
transformeret det tidligere Rud. Rasmussens Snedkerier på Nørrebrogade til boliger og
erhverv, og Bertelsen & Scheving har transformeret området omkring Empire Bio og blandt andet ombygget et trykkeri fra 1950erne til en moderne erhvervsskole KEA.

– Vi arbejder ud fra fire kerneværdier: Indsigtsfuld omdannelse, kommerciel sans, kreativ
kraft og levende historie. Nu starter vi en spændende proces, hvor de to tegnestuers
kulturer skal smelte sammen, så vi kan sikre, at den store faglighed der er hos Bertelsen
& Scheving fortsætter i Over Byen Arkitekter, slutter Esben Thorlacius.

Tegnestuen ledes fremadrettet af fem partnere, hvor Maria Wedels Søe fra Bertelsen &
Scheving er ny partner sammen med den eksisterende partnergruppe Esben Thorlacius,
Ida Lindberg, Martin Dahlerup og Christian Lund. Jens Bertelsen fortsætter sin praksis i
den samlede tegnestue med titel: partner emeritus.

– Over Byen Arkitekter har med deres størrelse, administrative set-up og utrolige
dygtighed til at gennemføre projekter lige præcis det, der skal til for at drive en god og
stor tegnestue. Med den profil tegnestuen har og med et stærkt partnerteam, er jeg rigtig
glad, for at Bertelsen & Schevings tilgang til og udførelse med høj faglig kvalitet, kan
fortsættes, understreger Jens Bertelsen.

Han ser frem til at fortsætte sit samarbejde, der aktuelt omfatter mange kirker og stifter, flere herregårde og skal netop begynde på en omfattende restaurering af C.F. Hansens Kunstnerkollegie ved Vor Frue Kirke.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling