Bestseller er nu klar til at slå dørene op til en ny to-etagers flagskibsbutik i hjørneejendommen på Frederiksberggade og Gammeltorv i det centrale København.
Det oplyser modetøjsvirksomhed, der ejes af Anders Holch Povlsen, i en pressemeddelelse.
Den markante bygning fra 1899 har gennemgået en omfattende renovering, hvor kun den oprindelige facade er bevaret, mens hele indmaden er genopført som moderne butik og kontorhus.
Ifølge Louise Ejersbo Jensen, der er retail manager i Bestseller, har åbningen været længe undervejs.
– Men resultatet er det hele værd, for vi har fået en stor og flot butik, som vi kan være meget stolte af, udtaler hun.
Renoveringen begyndte i 2019 og har været en teknisk krævende proces. Alt indvendigt er blevet revet ned, og der er opført en ny konstruktion bag facaden, som under arbejdet blev støttet af en kraftig stålkonstruktion.
Arkitekterne har genskabt bygningens oprindelige vinduer ved hjælp af historiske tegninger, ligesom kobbertårnet er blevet restaureret og forsynet med et forgyldt spir.
Den nye butik samles omkring en markant betonsøjle og en trappe i rustfrit stål og marmor, et greb som arkitekt og medstifter af DesignGroup Architects, Morten Ulf Jørgensen, beskriver som både udfordrende og unikt.
– De høje ambitioner blev italesat fra start, og vores egne ambitioner er blevet skærpet i løbet af samarbejdet om udvikling af ejendommen. Resultatet er en fuldstændig transformation og en helstøbt renovering, hvor der er skabt langtidsholdbare løsninger, som kommer til at tilføre byen værdi i mange årtier frem, udtaler Morten Ulf Jørgensen.
Renoveringen gav også et kig ind i Københavns historie. Arkæologer fandt spor af en gammel voldgrav fra før Biskop Absalons tid, hvilket både forsinkede projektet og tilføjede ny viden om byens tidlige udvikling.
Butikken bemandes af 30 nye medarbejdere og bliver en del af en lille samling af Bestsellers egne butikker i Danmark, herunder i Aarhus og Brande.
Hjørneejendommen mod Gammeltorv og Frederiksberggade (Strøget) er oprindeligt tegnet af arkitekt Johan Schrøder i 1899 og opført som forretningsejendom til detailhandel og erhvervslejemål. Ejendommens 2.-5. sal er rummer kontorlokaler til udlejning.






















