Bevaringsværdig bygning fra 1827 dømt til nedrivning

Politikere vil godkende, at driftslængen på et næsten 200 år gammelt husmandssted kan rives ned. Bygningen er plaget af borebiller.

Et næsten 200 år gammelt husmandssted i Gyrstinge forsvinder snart fra landkortet.

Ringsted Kommune vil give tilladelse til nedrivning af den bevaringsværdige driftslænge på Hedemosen 32, selvom både Museum Vestsjælland og Bygningskultur Ringsted har frarådet det.

Bygningerne, der er opført i 1827, består af et lille stuehus og en længe i bindingsværk med stråtag.

Driftsbygningen er klassificeret med en høj bevaringsværdi, men huset er plaget af borebiller og har stået ubenyttet i længere tid. Ejeren ønsker nedrivning for at gøre ejendommen lettere at sælge.

Museet har peget på, at hele anlægget bør ses som en del af et større kulturmiljø, der fortæller historien om de små husmandssteder i Gyrstinge.

Bygningskultur Ringsted har ligeledes protesteret og fremhævet et nærliggende eksempel på et husmandssted, der blev nænsomt restaureret og sidste år belønnet med Ringsted Kommunes Arkitekturpris.

Alligevel vil politikerne i Plan- og Boligudvalget give tilladelse til at rive bygningen ned.

Formand for udvalget, Lasse Mølholt (V), fastholder over for SN.dk, at beslutningen er rigtig, da huset efter hans vurdering ikke har væsentlig nytteværdi for lokalsamfundet.

– Hvis ejerne havde været interesseret i at renovere, så havde de nok ikke bedt om nedrivning. Vi kan ikke tvinge folk til at restaurere – alternativet er, at huset bare står og forfalder, indtil det bliver en sikkerhedsrisiko, siger Lasse Mølholt til SN.dk.

Han peger dog på, at sagen har sat fokus på behovet for en politisk drøftelse af, hvordan kommunen fremover håndterer bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer.

I perioden 2022-2025 har Ringsted Kommune modtaget 11 ansøgninger om nedrivninger af bevaringsværdige bygninger. I ni tilfælde er der givet tilladelse til nedrivninger.

En ansøgning om nedrivning af en bevaringsværdig gård på Slettebjergvej 66 er til gengæld blevet mødt med et §14 forbud. Det samme gjorde en ansøgning om nedrivning af gåselageret på dunfabrikken.

Tilmeld Nyhedsbrev