Bevaringsværdigt hus revet ned uden tilladelse – ejere får både godkendelse og mulig bøde

Par købte i december 2024 huset og gik i gang med at rive det ned, mens ansøgningen om nedrivningstilladelse var i offentlig høring.

Et hus i Vindinge er blevet revet ned, før Roskilde Kommune nåede at give tilladelse.

Det skriver SN.dk.

Det 74 kvadratmeter store hus på Tingvej 9 fra 1928 var registreret som bevaringsværdigt i klasse 4.

Ansøgningen om nedrivning af huset var i offentlig høring fra den 20. august til den 17. september 2025, og i løbet af høringsperioden kom det frem, at ejendommen allerede var under nedrivning.

De nye ejere forklarede, at de handlede i god tro, da de efter eget udsagn havde fået en forhåndstilkendegivelse fra kommunen om, at en nedrivning formentlig ville blive godkendt.

I mellemtiden trådte en ny kommuneplan i kraft, som har givet mange ældre huse en højere bevaringsværdi og dermed gjort det sværere at få nedrivningstilladelser.

Selvom huset nu er væk, har politikerne i plan- og teknikudvalget besluttet at give den formelle tilladelse til nedrivningen.

Udvalget udtrykker dog samtidig kraftig kritik af, at nedrivningen skete uden godkendelse. Desuden vil udvalget nu undersøge, om sagen skal politianmeldes med henblik på en bøde.

– Problemet er, at det kan betale sig at rive ned, selv om man får en bøde. Når man skal i gang med et byggeprojekt til flere millioner kroner, er en bøde på 10.000 kroner ikke noget, der betyder noget, siger Jeanne Bergmansen (SF) til SN.dk.

Mens naboerne til huset har bakket op om nedrivningen, har det mødt kritik fra blandt andet Lokalforening for By og Landskabskultur og Roskilde Museum, som anbefalede, at der ikke skulle gives nedrivningstilladelse. I stedet mente museet, at bygningen skulle genopføres.

For parret, der købte ejendommen i december 2024, ville det dog kunne få uoverskuelige konsekvenser.

“Vi vil godt understrege, at hvis nedrivning ikke kan tillades, så står vi som ejer med en ejendom, der i praksis kan blive usælgelig og meget vanskelig at anvende. Det vil have meget alvorlige økonomiske konsekvenser for os som ejere”, skriver parret i et høringssvar til kommunen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling