
Johns Hopkins University i Baltimore har nu åbnet sit første egentlige studenterhus – Bloomberg Student Center.
Det 14.000 kvadratmeter store byggeri er udformet som en landsby af træpavilloner og er tegnet af BIG i samarbejde med Shepley Bulfinch og Rockwell Group.
Det oplyser det danske arkitektfirma i en pressemeddelelse.
Bjarke Ingels, grundlægger af BIG, beskriver bygningen som en slags indendørs version af universitetets berømte grønne område The Beach – et åbent og inviterende sted, hvor alle kan mødes.
– Konstruktionen af massivt træ reducerer ikke blot bygningens CO2-aftryk betydeligt, men skaber også en atmosfære af imødekommende varme og indbydende uformelhed, udtaler Bjarke Ingels.
Den fire etager høje bygning samler nu universitetets mange studenteraktiviteter, som tidligere lå spredt over hele campus og byen. Her rummer den nye center blandt andet en multisal med plads til 250 personer, kunst- og dansestudier, musiklokaler, et digitalt mediecenter og en stor spisesal.
De mange pavilloner er opført i massivtræ og placeret i terrænet som små bygninger, der forskyder sig op ad en naturlig skråning på campus.
Store glaspartier og åbne passager sikrer dagslys og udsigt til det omkringliggende landskab, mens taget bærer næsten 1.000 solpaneler, der bidrager til bygningens energiforsyning.
Med sin bæredygtige konstruktion og sit levende arkitektoniske udtryk bliver Bloomberg Student Center både et nyt socialt centrum og et forbillede for fremtidens universitetsbyggeri.



















