Bindingsværksgård fra 1778 kan blive revet ned

En firlænget bindingsværksgård i landsby ved Odense skal måske rives ned for at gøre plads til nybyggeri i form af 10 rækkehuse.

Gården på på Over Kæret 6 i Over Holluf ved Odense skal måske ruves ned. Foto: Odense Kommune.
Gården på på Over Kæret 6 i Over Holluf ved Odense skal måske ruves ned. Foto: Odense Kommune.

En over 240 år gammel firlænget bindingsværksgård i landsbyen Over Holluf ved Odense kan måske stå over for nedrivning for at give plads til nyt boligbyggeri.

Ejendommen på Over Kæret 6 blev opført i 1778 og er i både lokalplanen og kommuneplanen udpeget som bevaringsværdig.

Ejeren har imidlertid søgt om tilladelse til at nedrive bygningerne, da de ifølge ansøgningen er i meget dårlig stand med alvorlige tekniske og energimæssige mangler. En renovering vurderes ikke realistisk, fordi den vil kræve så omfattende ændringer, at det oprindelige udtryk vil gå tabt.

Kommunens forvaltning vurderer, at bygningerne generelt er misligholdt og kræver en meget omfattende istandsættelse for at kunne bruges tidssvarende. På den baggrund anbefaler forvaltningen, at der gives dispensation til nedrivning, selv om ejendommen er bevaringsværdig.

Hvis der gives tilladelse til nedrivning af gården, skal der i stedet opføres 10 rækkehuse på grunden.
Hvis der gives tilladelse til nedrivning af gården, skal der i stedet opføres 10 rækkehuse på grunden.

Planen er i stedet at opføre 10 rækkehuse på grunden. Det nye byggeri skal i omfang og placering svare nogenlunde til den eksisterende gård og indrettes omkring en gårdsplads, så helhedsindtrykket fra landsbygaden bevares.

Husene foreslås opført med pudsede facader og røde tegltage, så de tilpasses landsbyens øvrige bebyggelse.

Forvaltningen vurderer, at projektet både respekterer områdets karakter og giver en mere tidssvarende udnyttelse af ejendommen.

By og Kulturudvalget skal nu tage stilling til, om den nødvendige dispensation til nedrivning kan godkendes. Politikerne holder møde om sagen i skrivende stund.

Ejendommen ejes af SamInvest Fyn, som i sommeren 2024 købte den for knap 1,1 million kroner.

Tilmeld Nyhedsbrev