Et nyt forskningsprojekt skal undersøge, om biokul kan erstatte letklinker i letklinkerblokke, som er blandt de mest anvendte byggematerialer i Danmark til fundamenter og indvendige vægge.
Det skriver Teknologisk Institut i en pressemeddelelse.
Målet er at sænke byggeriets klimaaftryk markant uden at gå på kompromis med materialernes styrke og brandsikkerhed.
– Byggebranchen er under pres for at levere dokumenterbare CO2-reduktioner, kravene i bygningsreglementet skærpes løbende, og med de nuværende materialer og teknologier bliver det stadigt sværere at leve op til dem, særligt for betonmaterialer, udtaler projektleder Nina Marie Sigvardsen fra Teknologisk Institut.
– Derfor er det interessant at undersøge, om biokul kan integreres i letklinkerblokke uden at gå på kompromis med kvalitet og holdbarhed.
Projektet, der hedder Charblock, ledes af Teknologisk Institut i samarbejde med CRH Products og Cebra. Over de næste to år skal parterne teste, om biokul helt eller delvist kan erstatte de letklinker, der i dag udgør op til 70 procent af blokkene.
Baggrunden er et tidligere projekt, som viste, at biokul kan bruges i letbeton uden at forringe kvaliteten. Nu skal teknologien afprøves i et materiale, hvor mængden af letklinker er langt større.
Ifølge projektets foreløbige beregninger produceres der hvert år omkring 92.000 kubikmeter letklinkerblokke i Danmark. Hvis letklinkerne på sigt kan erstattes fuldt ud med biokul, kan CO2-udledningen reduceres med op til 100.000 ton om året.
Biokul fremstilles ved at opvarme biomasse uden ilt, så kulstoffet bindes i materialet i stedet for at blive udledt til atmosfæren.























