Birch Ejendomme køber byggeret til 400 nordsjællandske boliger

Ejendomsudvikleren overtager de kommende etaper af udviklingsområde fra pensionskasse for et trecifret millionbeløb.

Landskabsbyen i Egedal. Illustration: Make Moves og Tegnestuen Vandkunsten.
Landskabsbyen i Egedal. Illustration: Make Moves og Tegnestuen Vandkunsten.

Ejendomsudvikleren Birch Ejendomme har købt byggeretterne til de kommende etaper af Landskabsbyen i Egedal.

Sælgeren er Industriens Pension, som har stået bag udviklingen af området sammen med 2L Projektudvikling, Tegnestuen Vandkunsten og Egedal Kommune, oplyser pensionskassen i en pressemeddelelse

Landskabsbyen ligger omkring 500 meter fra Egedal Station og er planlagt som en grøn bydel med boliger, grønne landskabskiler og rekreative områder. Birch Ejendomme forventer at opføre yderligere omkring 400 boliger i de kommende etaper.

– Landskabsbyen er et godt og gennemtænkt projekt med en klar arkitektonisk idé, kvalitet og en beliggenhed tæt på både natur og S-tog, som er unik så tæt på København, udtaler Thomas Bertelsen, der er chef for transaktioner og kommercielle aktiviteter i Birch Ejendomme.

Den første etape er allerede under opførelse og omfatter 171 boliger, en daginstitution og et fælles aktivitetshus. Daginstitutionen åbner 1. september, mens hele første etape efter planen står færdig i sommeren 2027. De første beboere forventes dog at kunne flytte ind allerede i efteråret 2026.

Startede med en mark

Byggeriet af de første rækkehuse og lejligheder i Landskabsbyen i Egedal sættes snart i gang. Illustration: Tegnestuen Vandkunsten.
Byggeriet af de første rækkehuse og lejligheder i Landskabsbyen i Egedal sættes snart i gang. Illustration: Tegnestuen Vandkunsten.

Industriens Pension har valgt at sælge byggeretterne som led i en ændring af pensionsselskabets ejendomsstrategi, hvor projektudvikling fremover skal fylde mindre. Pensionsselskabet beholder samtidig ejerskabet af lejeboligerne fra den første etape.

– Vi startede med en mark og et blank stykke papir, og i dag kan vi se bydelens første etape tage form som en attraktiv ny bydel, der er flettet ind i de grønne omgivelser, udtaler ejendomschef Søren Tang Kristensen fra Industriens Pension.

– Det er rigtig positivt, at Birch Ejendomme nu bliver investor i de kommende etaper, da de deler vores ambitioner om at skabe en attraktiv og grøn bydel med stor arkitektonisk variation.

Prisen for byggeretterne er ikke offentliggjort, men parterne oplyser, at der er tale om et trecifret millionbeløb. Der var ifølge Industriens Pension stor interesse for at overtage de kommende etaper.

På længere sigt er ambitionen at udvikle Landskabsbyen til en bydel med omkring 1.000 boliger. Det samlede område er cirka 25 hektar stort og skal blandt andet rumme ejerboliger, seniorboliger og lejeboliger.

Bydelen er tænkt opført i klynger, som adskilles af grønne områder. Ifølge planen skal naturen dermed flettes ind mellem boligbebyggelserne, og mange af boligerne skal have udsyn til det omkringliggende landskab.

Birch Ejendomme fremhæver købet som en vigtig del af selskabets fortsatte ekspansion på Sjælland og forventer at gå i gang med forberedelserne til de næste etaper hurtigst muligt.

Landskabsbyen i Egedal

  • Landskabsbyen er en del af Egedals Kommunes byudviklingsområde med gåafstand til Egedal Station og et samlet grundareal på cirka 25 hektar.
  • Industriens Pension og 2L Projektudvikling har i samarbejde med Egedal Kommune stået for en plan for udviklingen af den sydlige del af Landskabsbyen, hvor der blandt andet kan opføres omkring 570 boligenheder. Senere er det kommunens plan, at den nordlige del af Landskabsbyen også skal udvikles.
  • Landskabsbyen har fra begyndelsen af været planlagt som et boligområde, hvor naturen flettes naturligt ind i bebyggelsen.
  • Den nye bydel kommer til at bestå af en blanding af ejerboliger, seniorboliger og lejeboliger.
  • Den første etape af Landskabsbyen med 171 seniorboliger, leje- og ejerboliger, daginstitution og aktivitetshus er i fuld gang og forventes færdigbygget medio 2027.
  • Industriens Pension sælger nu de kommende etaper af Landskabsbyen sydlige del til Birch Ejendomme.
  • Nordanö Partners, Bruun & Hjejle Advokatpartnerskab og Deloitte har rådgivet Industriens Pension i forbindelse med handlen.

Kilde: Industriens Pension.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev