
Birch Ejendomme sælger 703 boliger fordelt på syv projekter i Horsens, Hasselager ved Aarhus, Vejle, Ballerup og Viby Sjælland ved Roskilde. Køber er svenske Heimstaden Bostad.
Det oplyser den jyske ejendomsudvikler med den britiske kapitalfond Aermont Capital som hovedejer i en pressemeddelelse.
Porteføljen består af tre rækkehusprojekter og fire etageboligejendomme med et samlet areal på omkring 57.000 kvadratmeter.
– Dette opkøb passer godt ind i vores strategi om at udvide vores portefølje i og omkring vækstbyer i hele Danmark, hvor vi også bidrager til lokal værdiskabelse, udtaler medadministrerende direktør i Heimstaden, Christian Fladeland.
Ejendommene består både af færdige boliger og projekter, der fortsat er under opførelse. De sidste ejendomme ventes afleveret i fjerde kvartal 2027.
– Vi ser salget til Heimstaden, som en bekræftelse på, at vores strategi om at skabe attraktive ejendomme i stærke byer på tværs af Danmark er den rigtige, udtaler Lars Bay-Smidt, administrerende direktør i Birch Ejendomme.
Handlen er den største boligtransaktion i Danmark i 2026 målt på areal og den næststørste målt på transaktionsvolumen. Samtidig er det den største boligporteføljehandel med ejendomme uden for Storkøbenhavn i mere end tre år.
For Birch Ejendomme er salget det tiende boligprojekt, selskabet har frasolgt på ni måneder. Samtidig oplyser virksomheden, at den fortsat bygger sin projektportefølje op med nye udviklingsprojekter.
Birch Ejendomme har tidligere solgt flere projekter til Heimstaden, og den aktuelle handel er gennemført direkte mellem de to selskaber. Birch Ejendomme har siden 2018 opført mere end 7.000 boliger i Danmark.
Birch Ejendomme er i forbindelse med handlen blevet rådgivet af Accura, RED og CBRE. Heimstaden er blevet rådgivet af BAHR og Rambøll.






















