
Silkeborg Kommune arbejder nu med planerne for den sidste etape af Astrid Lindgrens Kvarteret i Balle i den nordvestlige del af Silkeborg.
Indtil videre har politikerne i Plan- og Vejudvalget nikket ja til at igangsætte udarbejdelsen af et kommuneplantillæg og en ny lokalplan, der skal fastlægge rammerne for boligområdet nord og syd for Astrid Lindgrens Vej.
Området er ejet af en række private lodsejere, men projektet er udviklet af Birch Ejendomme med Sweco som rådgiver. Det rummer tre forskellige scenarier med henholdsvis 185, 205 og 225 boliger med en blanding af parcelhuse, rækkehuse og klyngehuse.
Mens Socialdemokratiet, Enhedslisten og Liberal Alliance ønsker at fastholde en tidligere beslutning om cirka 150 boliger, besluttede et flertal i Plan- og Vejudvalget at anbefale scenariet med 225 boliger i området.
Fordelt på syv delområder skal der derfor efter planen bygges seks parcelhuse på såkaldt kompaktgrunde på 500 kvadratmeter, 93 parcelhuse på grunde på 700 kvadratmeter og 126 tæt-lav boliger.
– Åben-lav-boliger skal efter planen sælges som parcelhusgrunde, mens tæt-lav-boligerne bliver lejeboliger, fortæller Per Lykkegaard, der er udviklingschef for udviklingsaktiviteter i vest hos Birch Ejendomme.

De 126 række- og klyngehuse beholder udviklingsselskabet til gengæld.
– Vi bygger altid til egen portefølje, fastslår udviklingschefen, som ikke kan komme nærmere ind på, hvor meget selskabet investerer i projektet, ligesom han endnu ikke kan oplyse, hvornår spaden kan stikkes i jorden.
Først skal forslaget nemlig videre i den politiske behandling, hvorefter det skal sendes i offentlig høring i mindst otte uger.
Planområdet dækker 33 hektar og ligger mellem Silkeborgmotorvejen og de eksisterende boliger i kvarteret.
Området består i dag af marker, et rekreativt bælte mod motorvejen og enkelte gårde. Når en kommende lokalplan er endeligt vedtaget, vil arealet blive overført fra landzone til byzone.
De nye boliger skal suppleres af grønne kiler, stisystemer og fællesarealer, så området får plads til både natur, leg og fællesskab. Klyngehusene er tænkt som små boliggrupper omkring et fælles gårdrum, mens rækkehuse og parcelhuse skal skabe variation og tiltrække forskellige beboergrupper.
Planerne indebærer også en ophævelse af en ældre lokalplan og kommuneplanramme, der tidligere reserverede plads til offentlige funktioner.
Endeligt skal to eksisterende gårde på Astrid Lindgrensvej 3 og 5 rives ned for at give plads til udviklingen af boligområdet.





















