Blåt Danmarkskort klar som værktøj til planlægning i GIS

Det Blå Danmarkskort samler data om blandt andet grundvand, landbrug, byer, transport og havmiljø og kan nu bruges direkte i geografiske informationssystemer.

Stigende grundvand, højere vandstande og iltsvind gør vand til en udfordring i planlægningen af byer og landskaber.

Nu er et nyt værktøj klar til at hjælpe kommuner og andre med at se sammenhængene.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Arkitektforeningen, der med støtte fra Dreyers Fond har udviklet Det Blå Danmarkskort i samarbejde med Arkitektskolen Aarhus og De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland.

Kortværket blev lanceret i 2025 og består af fire digitale kartografiske fortællinger.

Annonce Annonce for arrangement hos Nohrcon

– Med de kartografiske fortællinger ønsker vi at fremme forståelser for vandets sammenhænge og dynamikker, der kan pege ind i en mere helhedsorienteret og naturbaseret håndtering af vand på tværs af kommunerne. Med det, at vi har fået georeferencerne med, håber vi, at det vil styrke dialogen og plangrundlaget i kommunerne, udtaler Katrina Marstrand Wiberg, arkitekt og lektor og leder af Center for kommende landskaber ved Arkitektskolen Aarhus.

Kortene viser blandt andet terrænnært grundvand og indvindingsområder for drikkevand, landbrugsarealer og jordens dyrkningskvalitet samt forholdet mellem vand, større byer og transportveje. Havområderne er samtidig kortlagt med oplysninger om blandt andet fiskeri, trawling, rev, undervandsstøj, iltsvind og energiproduktion.

Kortene bygger på en lang række data om blandt andet topografi, grundvand, fiskeri og iltsvind. Materialet er bearbejdet til visuelle kort, der skal gøre det lettere at se sammenhænge mellem vand, natur, arealanvendelse, produktion og bebyggelse.

De georefererede kort kan nu bruges som kortlag i geografiske informationssystemer som QGIS. De er lavet til målestoksforholdet 1:500.000 og kan blandt andet sammenstilles med kommunegrænser, by- og landzoner og andre geografiske data.

Kortene er ikke beregnet til projektering, men kan bruges til analyser, undervisning, undersøgelser og formidling. Målet er ifølge initiativtagerne at give kommunerne et bedre grundlag for at planlægge med vandets bevægelser frem for imod dem.

Kortene kan frit downloades her: Agenda Earth: Vandets Veje – Google Drev og anvendes i GIS-software som for eksempel QGIS.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev