Blackstone bliver medejer af Eurowind Energy

Ny investering på op til 15 milliarder kroner skal øge tempoet i udbygningen af vind, sol og batteriløsninger, lyder det fra parterne.

Jens Rasmussen, administrerende direktør i Eurowind Energy. Foto: PR.
Jens Rasmussen, administrerende direktør i Eurowind Energy. Foto: PR.

Den internationale investeringsgigant Blackstone bliver medejer af Eurowind Energy og skyder op til 15 milliarder kroner i selskabet, oplyses det i en pressemeddelelse.

Investeringen skal sætte fart på udbygningen af vedvarende energi i Europa, hvor efterspørgslen på strøm vokser, og energiforsyningen er under pres.

Eurowind Energy har hovedsæde i Hobro og har i mere end tyve år udviklet og drevet energiprojekter. Selskabet arbejder i 16 lande og har i dag en samlet kapacitet på 1,6 gigawatt inden for landvind, solenergi, batterilagring og biogas.

Efter aftalen ejer Blackstone knap en fjerdedel af virksomheden, mens stifterne og Norlys fortsat sidder på flertallet. Jens Rasmussen fortsætter som administrerende direktør.

Annonce

– Med den nuværende ejerkreds har Eurowind Energy gennemgået en markant udvikling, hvor vi har udbygget kapaciteten for vedvarende energi i Europa. Men den seneste tid har med al tydelighed vist, hvor afgørende det er, at Europa bliver selvforsynende med stabil og konkurrencedygtig energi, udtaler Gert Vinther Jørgensen, der er bestyrelsesformand i Eurowind Energy og koncerndirektør i Norlys.

– Med Blackstone som langsigtet investor får Eurowind den nødvendige finansielle styrke til bidrage til netop den udvikling og løfte virksomheden ind i næste fase.

Med den nye kapital forventer Eurowind Energy at kunne opføre energiparker med en samlet kapacitet på omkring 1,5 gigawatt om året frem mod 2030 og samtidig udbygge eksisterende anlæg med batterier. Ifølge selskabet gør investeringen det muligt at opskalere udbygningen markant.

– Blackstone har international erfaring inden for energi og infrastruktur, og investeringen betyder, at vi kan øge tempoet i udbygningen og opsætte tre-fire gange så meget sol- og vindenergi samt batterikapacitet, som vi ellers ville have været i stand til, udtaler Jens Rasmussen, der er administrerende direktør i Eurowind Energy.

Blackstone har i forvejen omfattende investeringer i energisektoren og ser et stort behov for kapital til at styrke Europas energiinfrastruktur. Handlen ventes gennemført inden årets udgang, hvis myndighederne godkender den.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev