Hvis en person, der udlejer sin bolig, ønsker at benytte en blanket til udlejning, skal den være autoriseret. Det fremgår af lejeloven.
Hidtil har den autoriserede blanket dog kun eksisteret på dansk, og det har skabt uklare rammer for den voksende gruppe af lejere, der ikke taler eller skriver dansk, lyder det i en pressemeddelelse fra Social- & Boligministeriet.
Derfor har både borgere og udlejere gennem tiden henvendt sig til Social- og Boligministeriet med ønske om, at man fra ministeriets side udgiver en autoriseret engelsksproget blanket for lejekontrakter. Det ønske bliver nu opfyldt.
– Manglen på en officiel engelsk lejekontrakt har gennem flere år været et reelt problem. Især for udenlandske studerende og expats, som har været tvunget til at indgå lejekontrakter uden reelt at vide, hvad der stod i dem – men også for udlejere, udtaler social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen.
– Derfor er jeg glad for, at vi nu kan skabe mere klare rammer for alle parter og sikre deres rettigheder bedre. En autoriseret engelsk oversættelse skaber større sikkerhed for lejere – uanset oprindelse.
Bekendtgørelsen med den engelsksprogede blanket er netop sendt i høring. Af bekendtgørelsen fremgår det, at der vil være valgfrihed for anvendelse af enten den danske eller den engelske blanket til privat udlejning, og at det er den, der skal udfylde lejekontrakten (typisk udlejeren), der skal vælge mellem de to versioner.
Bekendtgørelsen er udarbejdet efter forhandling med landsomfattende sammenslutninger af grundejer- og lejerorganisationer.
Bekendtgørelsen forventes at træde i kraft i første kvartal af 2025.