Hos Blue Capital er direktør Jonas Frøslev og investeringschef Nicolai Ravn Andersen indtrådt som medejere.
Det oplyser udbyderen investeringsprojekter med erhvervsejendomme i en pressemeddelelse.
De to medarbejdere træder dermed ind i en ejerkreds som desuden tæller administerende direktør, grundlægger og hovedaktionær Martin Kibsgaard Jensen og bestyrelsesmedlem Jens Lange.
Jonas Frøslev kom i 2012 til Blue Capital og blev i 2021 udnævnt til direktør. Nicolai Ravn Andersen har været i virksomheden siden 2016, på nær en afstikker til et amerikansk investeringsselskab i Luxembourg i 2021.
Begge har en uddannelse som cand.merc. fra Aarhus Universitet, og Nicolai Ravn Andersen har derudover gennemført en del af sit studium i Oregon i det nordvestlige USA.
– Der er tale om to nøglemedarbejdere, som har været i Blue Capital siden deres studietid. De har et indgående kendskab til virksomheden, til vores investorer og til vores samarbejdspartnere, for eksempel i detailhandlen. Derfor har det været naturligt at tilbyde dem at blive medejere, siger Martin Kibsgaard Jensen.
Siden etableringen i 2010 har Blue Capital udbudt 111 ejendomsprojekter over hele landet til en samlet værdi af næsten 3,5 milliarder kroner. Projektejendommene er ejet af flere end 550 investorer, og 40 procent af dem har investeret i mindst to projekter udbudt af Blue Capital.
– Gennem mine 12 år i virksomheden har jeg set, hvordan der hver dag bliver arbejdet hårdt og målrettet for at kunne tilbyde attraktive ejendomsprojekter og optimere de eksisterende projekter til gavn for investorerne, udtaler Jonas Frøslev, direktør og ny partner.
Blue Capital samarbejder blandt andet med dagligvarekoncerner som Rema 1000, Salling Group og Coop, med detailkæder som Elgiganten, Jem & Fix, Jysk og Thansen samt med fastfoodkæderne Burger King og Sunset Boulevard. Når kæderne er lejere i ejendomme udbudt af BlueCapital, undgår de at binde kapital i mursten.
– Det er en ære at få en endnu større rolle i en virksomhed, som konstant vokser i kraft af nye ejendomsprojekter, og som har opbygget en position som en førende udbyder af investeringsejendomme. Det gælder ikke mindst de senere år, hvor det er lykkedes at udvikle nye projekter, selv om renteniveauet har udfordret ejendomsbranchen, udtaler Nicolai Ravn Andersen, investeringschef og ny partner.
Investorer i Blue Capital bliver medejere af ejendomme med et eller flere lejemål med økonomisk solide lejere, der har indgået lange, uopsigelige lejekontrakter på 10-15 år. Desuden bliver lejen automatisk reguleret med inflationen.
Sideløbende med væksten i ejendomsprojekter er administrationsafdelingen i Blue Capital også vokset de senere år. Virksomheden har i dag 11 medarbejdere på Marselis Tværvej i Aarhus.