Almenr står bag det kommende bofællesskab Blåholmen på Nordholmen i Ny Rosborg i Vejle. Illustration: Tegnestuen Vandkunsten.
Almenr står bag det kommende bofællesskab Blåholmen på Nordholmen i Ny Rosborg i Vejle. Illustration: Tegnestuen Vandkunsten.

Et stort bofællesskab i den nye bydel Ny Rosborg i Vejle får nu nyt liv, efter at projektet har ligget stille i halvandet år.

Det skriver medlemsorganisationen Almenr i en pressemeddelelse.

Projektet, der har fået navnet Blåholmen, skal rumme 35 boliger og forventes færdigt i foråret 2028.

Udviklingen genstartes nu sammen med en voksende gruppe lokale medstiftere, der i samarbejde med Almenr deltager direkte i udviklingen af boligerne, fællesarealerne og hverdagslivet i bydelen.

Over 500 har meldt sig som interesserede, og de første 10 familier har allerede indbetalt et beløb for at være med som medstiftere. De får indflydelse på udformningen af både boliger og fællesarealer, når designarbejdet går i gang i foråret.

– Vi glæder os over den store interesse for at blive en del af Blåholmen. Det er et visionært byggeprojekt, hvor beboerne selv er med til at danne rammerne om livet i Vejles helt nye bydel, udtaler Anton Bjerg, projektansvarlig i Almenr, der organiserer og udvikler bofællesskaber sammen med beboerne.

Bofællesskabet designes i samarbejde med designes sammen med Tegnestuen Vandkunsten, og ambitionen er at skabe rammer, der kan tilpasses forskellige livsfaser og familietyper.

Almenr vandt i 2021 Vejle Kommunes udbud på området Nordholmen, hvor også Industriens Pension og AAB Vejle har købt byggeretter. Nordholmen strækker sig over et areal på 100.000 kvadratmeter og ligger mellem Borgvej og Vestre Engvej.

Vejle Kommune er samtidig i gang med at opføre en ny daginstitution, og lige ved siden af skal bofællesskabet opføres.

Oprindeligt var planen, at boligerne skulle stå klar allerede i år, men i slutningen af 2024 blev projektet sat på pause.

Blåholmen bliver et byggefællesskab, hvor beboerne selv er med til at bestemme arkitektur og hverdagsliv. Boligerne opføres i træ med fokus på bæredygtighed og bliver mellem cirka 50 og 150 kvadratmeter store. Den forventede gennemsnitlige pris ligger på mellem 34.000 kroner per kvadratmeter.

Hvis alt forløber som planlagt, sættes byggeriet i gang inden årets udgang. Selve opførelsen ventes at tage omkring et år.

Almenr afholder online-møde om det kommende bofællesskab den 5. marts 2026.

I Ny Rosborg i skal der i alt bygges 2.500 boliger fordelt på seks holme. Første etape omfatter 250-300 boliger på Nordholmen og dernæst 600-650 boliger på Rosborg Ø og 100-150 boliger i Trædeballe Banke.

Tilmeld Nyhedsbrev