Boligbyggeri i Solrød trodser motorvejsstøj

Boligbyggeriet Green Hills har netop slået dørene op til de første af 294 moderne lejligheder i naturskønne Solrød, hvor fællesskab og samvær på tværs af generationer er i højsædet. Særlige vinduesløsninger sikrer et indeklima med optimale lydforhold.

Nær Solrød strand har det længe ventede Green Hills-boligbyggeri netop slået dørene op for sine første lejere, som får lejligheder i størrelser fra 56 kvadratmeter til over 200 kvadratmeter.

– Vi er meget stolte af Green Hills, som ud over at være et æstetisk vartegn for Solrød Kommune også er et godt eksempel på, hvordan man indtænker miljøet, de sociale forhold og økonomien i ejendomme. Vi har blandt andet gjort os umage for at skabe gode fællesfaciliteter for lejerne og indtænkt bæredygtige løsninger, hvor det giver mening. For eksempel har vi skabt en nytænkende og ambitiøs regnvandshåndtering i gårdmiljøet, udtaler projektchef hos Balder Danmark, Alexander Barlow, i en pressemeddelelse fra Velfac, som har leveret vinduer til projektet.

Green Hills rummer udover to-seks-værelses lejelejligheder også seniorbofællesskabet Bovieran, som skal bidrage til større mangfoldighed i det fællesskabsorienterede boligprojekt. Danielsen Architecture har tegnet projektet med fokus på at skabe en bebyggelse, hvor forskellige aldersgrupper kan mødes på tværs af generationer.

– Det kræver, at man tænker 360 grader omkring alle typer beboere for at tilgodese de meget varierende behov, og det mener jeg, vi er kommet i mål med på Green Hills-projektet, udtaler arkitekt Paul Hvid fra Danielsen Architecture.

Fælleshusene er placeret strategisk, så de henvender sig til grundens naboer, med en multifunktionel indretning, der giver plads til cykelparkering, miljøstation, fællesaktiviteter, yoga og træning samt traditionelle fælleshusaktiviteter. Derudover er der etableret en lounge, som skal bidrage til et stærkt fællesskab i boligbyggeriet.

Green Hills i Solrød. Visualisering: Danielsen Architecture.
Green Hills i Solrød. Visualisering: Danielsen Architecture.

Udover fokus på fællesskab, æstetik, sociale forhold og miljørigtige tiltag har udvikler og byggestyrer Sjælsø Management haft et særligt øje for at sikre optimale lydforhold for de mange forventningsfulde beboere.

– Vi havde brug for en lydekspert, som kunne hjælpe os med valg og placering af vinduer samt rådgivning om dokumentationskrav. Det må man sige, vi fandt i akustikspecialist Pierre Marie fra Velfac. Han er en rigtig lydnørd. Hans faglighed er enorm, og han kan nørde ned i den mindste detalje omkring lyd. Det har været et virkelig inspirerende samarbejde, udtaler Sjælsø Managements projektleder Johnny Engel.

For at sikre optimale lydforhold i de 294 lejligheder har Velfac måtte gøre brug af hele paletten af vinduesløsninger.

– Der har været mange varierende behov på projektet, så vi har måtte vurdere ved hvert et skridt, hvilke typer vinduer, der ville være hensigtsmæssige at bruge afhængigt af de forskellige støjbelastninger på facaderne. Alt fra russervinduer, over lydsluser til vinduer med forsatsrammer er blevet taget i brug, så beboerne både kan lufte ud og samtidig opleve et fornuftigt lydniveau i boligen, udtaler akustikspecialist Pierre Marie fra Velfac.