
Brande Boligforening har taget første spadestik til 26 nye almene boliger på Hovedgaden i Sønder Omme.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra den almene boligforening.
Byggeriet på Hovedgaden 24-30 har en samlet projektsum på omkring 58 millioner kroner og ventes færdigt i andet kvartal 2028.
– Med 26 nye boliger i forskellige størrelser får vi mulighed for at tilbyde moderne lejeboliger til mennesker med forskellige boligbehov, udtaler Poul Le Clausen, formand for Brande Boligforening.
– Det er vigtigt for os som boligforening, men også for udviklingen af Sønder Omme, at der er gode boliger at vælge imellem gennem forskellige faser af livet.
Boligerne opføres i fire bygninger i to og tre etager omkring et fælles gårdmiljø med grønne arealer og parkering. Der bliver tale om otte toværelses lejligheder på 63 kvadratmeter samt 18 treværelses lejligheder på mellem 94 og 110 kvadratmeter.
Brande Boligforening er bygherre på projektet, der er tegnet af Graa Arkitekter i samarbejde med Norconsult Danmark. Søren Østergaard Entreprise er delegeret bygherre og totalentreprenør. Derudover er Boligkontoret Danmark, der er administrationsselskab for Brande Boligforening og NRGi Kuben Management involveret i projektet.
I forbindelse med indberetning af Skema A lød anskaffelsessummen på godt 61 millioner kroner, men der er altså skåret lidt af prisen. Det kan hænge sammen med, at projektet er blevet beskåret fra 29 til 26 boliger.






















