Parcelhus i Karlslunde. Foto: Dansk Byudvikling.
Parcelhus i Karlslunde. Foto: Dansk Byudvikling.

Boligejere er i stigende grad holdt op med at undersøge mulighederne for at omlægge deres boliglån, skriver Finans Danmark i en pressemeddelelse.

I august blev der indhentet 11.348 lånetilbud i Danmark. Det er syv procent færre end i august sidste år.

Endnu tydeligere er udviklingen blandt eksisterende boligejere. Her blev der i august indhentet 4.744 tilbud med henblik på at omlægge et eksisterende lån eller optage et tillægslån. Det er et fald på 11,6 procent på et år og samtidig det laveste antal, siden statistikken begyndte i 2017.

Udviklingen gælder stort set hele landet. Østsjælland er den eneste landsdel, hvor antallet af lånetilbud til omlægning eller tillægslån er steget. I de øvrige landsdele er antallet faldet mellem fire og 16 procent sammenlignet med august sidste år.

Ifølge Finans Danmark skyldes udviklingen blandt andet, at renterne har været forholdsvis stabile det seneste år. Dermed er der færre boligejere, som kan opnå en økonomisk gevinst ved at omlægge deres lån.

– En del af dem, der kunne have en fordel af en omlægning, har måske allerede benyttet muligheden, siger Peter Jayaswal, underdirektør for realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark.

Han peger samtidig på, at udviklingen kan ændre sig, hvis renterne bevæger sig i en retning, der igen gør låneomlægninger attraktive.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev