Aalborg Byråd har besluttet, at godt 2.500 boligejere skal skille sig af med gamle brændeovne og pejseindsatse, hvis de har adgang til fjernvarme eller naturgas.
Kravet gælder alle modeller, der er produceret før den 1. juni 2008, og fristen for at få dem fjernet eller udskiftet er den 2. oktober 2026.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Formålet er at mindske luftforureningen, som især ældre brændeovne bidrager til. Ifølge Aalborg Kommune udleder de gamle ovne op til fem gange så mange partikler som nyere modeller.
– Jeg kan sagtens forstå, at man som boligejer ikke har lyst til at nedlægge en ovn, som man aldrig bruger. Eller at man ikke ønsker at udskifte en gammel brændeovn, der stadig fungerer, med en nyere model, udtaler rådmand for klima og miljø i Aalborg Kommune, Lasse Olsen (EL).
– Men faktum er, at brændeovne spreder mere og andet end hygge. Partikelforureningen fra de ældre modeller er simpelthen så massiv, at vi bliver nødt til at gøre noget for at forbedre luftkvaliteten i nærmiljøet. Og ved at mindske røggenerne i byen forbedrer vi borgernes sundhed.
Partikeludledningen fra brændeovne står ifølge Aalborg Kommune for omkring 40 procent af den samlede partikelforurening i Danmark. Forureningen medfører hvert år flere hundrede for tidlige dødsfald.
Siden 2021 har det allerede været lovpligtigt at skrotte ovne fra før 2003 ved ejerskifte, men Aalborg går nu skridtet videre med et generelt forbud. Kommunen understreger, at selv ubrugte ovne skal fjernes eller skiftes ud, og at manglende overholdelse kan medføre bødestraf.
Forbuddet gælder kun i boliger og fritidsboliger med kollektiv varmeforsyning. Sommerhuse er som udgangspunkt ikke omfattet, men kolonihaver i områder med fjernvarme skal følge de nye regler.
Der er ifølge Aalborg Kommune omkring 6.000 brændeovne eller pejseindsatser i områder med kollektiv varmeforsyning i Aalborg Kommune. 5.300 af disse står i boliger eller fritidsboliger, som allerede er tilkoblet fjernvarme eller naturgas. Kommunen skønner, at knap halvdelen er fra før den 1. juni 2008, og dermed skal udskiftes eller nedlægges.
Hvad skal du gøre?
- Tjek om din bolig eller fritidsbolig har adgang til kollektiv varmeforsyning
Se om din bolig eller fritidsbolig ligger i et område med mulighed for kollektiv varmeforsyning på Plan- og Landdistriktsstyrelsens hjemmeside:
kort.plandata.dk
- Tjek alderen på din brændeovn
Kontakt producenten eller forhandleren, hvis du ikke ved, om din brændeovn eller pejs er fra før den 1. juni 2008.
- Sørg for at din brændeovn bliver frakoblet skorstenen, hvis du vælger at nedlægge den
- Tjek om du kan få håndværkerfradrag for afmontering og nedlæggelse af din brændeovn
Se om du har mulighed for at få håndværkerfradrag på Skats hjemmeside:
Tjek, om du kan få håndværkerfradrag på skat.dk
- Ret dine oplysninger om supplerende varme i Bygnings- og Boligregistret (BBR)
Læs mere om ændringer i BBR på Aalborg Kommunes hjemmeside:
Ændringer i BBR
- Aflever din gamle brændeovn som metal på genbrugspladsen.
Læs mere om gamle brændeovne på aalborg.dk/braendeovn.
Kilde: Aalborg Kommune.























