
By & Havn vil have mulighed for at, der kan bygges 5.000 kvadratmeter boliger på Ejler Billes Allé, hvor der ellers var aftalt et parkeringshus. Planen er i tråd med den gældende lokalplan, men strider mod en tidligere aftale om, at beboerne højst må have 250 meter til nærmeste parkeringsanlæg.
I praksis kan parkeringsnormen i Ørestad Syd opfyldes uden det planlagte parkeringshus, fordi området allerede har flere anlæg med ledig kapacitet. Hvis der ikke bygges et parkeringshus på byggefeltet, vil nogle boliger få op til 450 meter til nærmeste anlæg. Det er længere end den gamle aftales krav, men inden for den praksis, som kommunen i dag arbejder med i nye, bilfrie bykvarterer.
By & Havn ønsker derfor at udnytte lokalplanens mulighed for at erstatte parkeringshuset med boliger. For at nå de 5.000 kvadratmeter skal der flyttes 1.700 kvadratmeter byggeretter fra andre byggefelter, hvilket vil indgå i det kommende lokalplantillæg.
Teknik- og Miljøudvalget skulle på det seneste udvalgsmøde tage stilling til, om afstandskravet kunne fraviges.
I stedet besluttede et flertal bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre at sende sagen tilbage til forvaltningen. Forvaltningen skal nu undersøge, om der kan etableres et mindre parkeringsanlæg på byggefeltet, så den maksimale gåafstand på 250 meter stadig overholdes.
Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten tilføjede en bemærkning om, at det kommende lokalplantillæg bør sikre rammer for fællesfunktioner i stueetagen, for eksempel et lokalt fællesskabshus.
Sagen behandles videre, når forvaltningen har undersøgt mulighederne.
Ifølge Københavns Kommune har By & Havn aktuelt knap 3.200 parkeringspladser i parkeringshusene i Ørestad Syd.
Derudover er der 624 parkeringspladser etableret i parkeringskældre under diverse byggerier. Endelig er der 267 parkeringspladser i gadeplan.
Desuden er der etableret et parkeringshus på Hannemanns Allé 46, som ikke er ejet af By & Havn, men af ATP Ejendomme, ligesom der også er etableret parkeringskælder i forbindelse med Crown Plaza-byggeriet.






















