Boliger i Rødovre Port skal sælges som ejer­lej­lig­he­der

EDC Projekt Poul Erik Bech fået til opgave at sælge en del af de mange lejligheder i Rødovre Port boliger som ejerlejligheder.

Viga Real Estate og Pictet Alternative Advisors købte i slutningen af 2024 Rødovre Port af Gefion Group og joint venture-partneren Goldman Sachs.

Handlen omfattede 534 lejligheder og 15 er­hverv­slejemål fordelt på 11 ejendomme med et samlet etageareal på 37.150 kvadratmeter.

Gefion Group har udviklet boligområdet ved Rødovre Station og Avedøre Havnevej, mens EDC Projekt Poul Erik Bech har stået for udlejning og genudlejning af de mange boliger.

Nu har EDC Projekt Poul Erik Bech fået til opgave at sælge en række boliger som ejerlejligheder.

Det oplyser projektmægleren i en pressemeddelelse.

– Planen for Rødovre Port er at få ejendommene til at spille sammen som helhed, så det er attraktivt at være en del af området, både som beboer og butiksdrivende. Vi har stort fokus på at udleje bu­tikslo­ka­ler­ne til lejere, som skaber synergier og gode tilbud til beboerne, udtaler Kristian Vinther, stifter og partner, Viga Real Estate.

– Samtidig har vi opgraderet udearealerne med ny beplantning, aflåste cykelområder og nye cykelstativer. Vi oplever heldigvis god efterspørgsel efter de ledige butikslokaler, der løbende lejes ud, hvilket bekræfter os i, at Rødovre Port er et attraktivt område. Alle initiativer er også for at optimere og forbedre ejendommens bæ­re­dyg­tig­heds­sta­tus.

Rødovre Port er udviklet af Gefion Group. Foto: Dansk Byudvikling.
Rødovre Port er udviklet af Gefion Group. Foto: Dansk Byudvikling.

I første omgang skal 82 lejligheder i bygning I omdannes til ejer­lej­lig­he­der og sælges enkeltvis.

– De nuværende lejere har selvfølgelig mulighed for at købe lejlighederne de bor i, men ellers er planen at sælge dem løbende, når lejerne fraflytter, siger Kristian Vinther.

Thomas Høeg Mogensen, EDC Projekt Poul Erik Bech, melder om stigende interesse for ejerboliger i Rødovre, og han forventer da også, at ejerlejlighederne i Rødovre Port vil blive mødt af stor efterspørgsel.

– Vi starter salget op nu og i første omgang drejer det sig om fire lejligheder, som vi varetager i samarbejde med vores lokale EDC Poul Erik Bech butik i Rødovre. Vi oplever i stigende grad, at både investorer og udviklere ser værdien i at frasælge boliger enkeltvist som en del af deres strategi, udtaler han.

Gefion Group udviklede området i samarbejde med Arkitema, som blandt andet fandt inspiration fra High Line i New York. Boligområdet var færdigbygget i 2023.

– Rødovre Port er blevet et indbydende og levende kvarter med et sammenhængende stræde med spændende erhverv, der binder området godt sammen. Jeg har været med siden projektets begyndelse og fulgt udviklingen tæt fra tom byggeplads til et indbydende boligområde, udtaler Christoffer Kielgast, EDC Projekt Poul Erik Bech.

– Boligerne er en god variation af to-, tre- og fire-værelses lejligheder, som imødekommer forskellige behov og målgrupper. Der har været stor efterspørgsel efter lejeboligerne, så vi forventer også stor interesse fra potentielle købere, når boligerne bliver sat til salg løbende, udtaler Christoffer Kielgast, EDC Projekt Poul Erik Bech.

Tilmeld Nyhedsbrev