Boliger omkring nordjysk vandtårn rykker nærmere

Der skal bygges 34 lejligheder omkring et gammelt vandtårn, der blev solgt i 1988. Nu rykker projektet et skridt nærmere realisering.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Det gamle vandtårn på Himmerlandsgade 82 i Aars blev i 1930 bygget af murermester Strandholt for 14.000 kroner.

I 1988 besluttede den daværende Aars Kommune at sælge vandtårnet og samme år købte Finn Hovalt Mathiassen ejendommen for 100.000 kroner.

Han har siden oprettet anpartsselskabet Oasen med henblik på at bygge boliger omkring vandtårnet, som i mellemtiden er blevet renoveret og har været brugt til blandt andet til kunstudstillinger og en café.

Politikerne i byrådet i Vesthimmerlands Kommune vedtog derfor i juni 2023 en lokalplan, der giver mulighed for at bygge et 3.700 kvadratmeter stort etagebyggeri i op til fire etager med 34 lejligheder omkring tårnet.

Nu kan byggeprojektet på det 5.600 kvadratmeter store areal rykke et stort skridt nærmere.

Anpartsselskabet Oasen har nemlig indgået aftale med Aars Boligforening, som for 48,5 millioner kroner skal stå for byggeriet af 20 boliger i projektet.

– Vi har gået lidt stille med samarbejdet. Projektet er lidt stort i forhold til min økonomiske formåen, og jeg har været på udkig efter en partner, som kunne stå for rundt regnet halvdelen, og er blevet enige om en aftale for et par måneder siden, siger Finn Hovalt Mathiassen til Aars Avis.

Projektet omfatter en blok med 32 boliger og derudover to rækkehuse. Aars Boligforenings lejligheder bliver hver især 105 kvadratmeter store og indrettes med fire værelser. De får en månedlig husleje 8.850 kroner.

Byggeriet forventes at blive sendt i udbud i løbet af sommeren.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling